Hvem der bare kunne skrive som Dan Turèll…

Af Anonym (ikke efterprøvet)
05.07.12
Jeg har været i byen med Dan Turèll. På nattevandring i København. I solskin på Christiania. Hovedgader, sidegader, gyder og alléer og hele tiden med Dan Turèll lige ved siden af mig.

Vi startede i Istedgade. Livets universitet, Vesterbros hjerte. En gade, hvor ”ærlighed, renhed, ramhed og råhed” forenes i smuk symbiose. Ja, netop smuk symbiose. Det er nemlig selve stemningen i Istedgade, der skaber intensiteten. Og livet. ”Og uansét hvor meget du i visse menneskers øjne og næsebor stinker af branderter, bræk og afkogt urin, så lugter du for os, der holder af dig, mest af alt af levet liv”, råber han til mig. LEVET LIV. Ja, siger jeg, levet liv.  ”Lad fortovene flyde med kváste øldåser, og lad politisirenerne hyle en ekstra gang igennem gaden i nat! Og hele vejen igennem dig, skat, fra Hovedbanegården til Enghave Plads: Ta’ og kys det hele fra mig!”, mumler han og går videre.

Langs fortovet tumler et stykke papir. En reklame for Irma ser jeg, da den klæber sig til mine sko. Jeg samler den op og viser den til min turguide. Han smågriner lidt og læser fra reklamen ”det er ikke hver dag, at De får bid i Irma, hvis De er ude efter friske fisk. Vi vil nemlig kun sælge friske fisk, når de er friskest.” Jo, jeg kan godt se, at man kan misforstå det, siger jeg. Han fortsætter. ”Det forekommer mig der står at til hverdag sælger man halvrådne fisk, og én gang om året har man dem så direkte fra havet”, siger han. Og griner. Igen. Det er det samme med salaten. Der mener Irma, at ”salater nu engang smager bedre, når de er friske.” Som om alle andre kokke og grønthandlere foretrækker fordærvede varer, replicerer han. Irma er helt oppe på stikkerne med alle de friske tilbud. Jeg læser et stykke højt: ”Irma indretter også delikatesse-afdelinger, hvor De vil blive betjent af faguddannet personale, som står bag en lang glasdisk. Her kan De også se alle varerne.” ”My god!” udbryder han, ”hvad finder de dog ikke på? Ikke alene bliver man betjent af personale – i sig selv chokerende – men personalet står bag en glasdisk! Det var som… og så kan man sé varerne! Har De nogen sinde hørt magen? Jeg tør slet ikke tænke på, hvad min slagter eller købmand vil gøre, når de læser om dette revolutionerende nybrud i dansk detailhandel.”

Så tager vi på Christiania.

Pusher Street. Et fantastisk sted, hvis man spørger ham. Dog har der i længere tid været både dårlig betjening og dårlige varer. ”Jeg må endnu en gang understrege,” siger han og slår ud med armene, ”at en god pibe hash begynder med det oprindelige naturprodukt – hashen. Hvis denne ikke har en rimelig kvalitet – hvad der desværre kun sjældent er tilfældet – skræmmer man i hvert fald en kender væk”, lærer han mig. Og en kender det er han. Vi trasker ned forbi boderne, og han hyggesnakker hjemmevant med ekspedienterne. Vil måske købe lidt. Prøveryger. Bestemmer sig for at købe. Og mens vi går her, begynder det at blive mørkt. Og i mørket åbenbarer København en helt nye side af sig selv. Et ekstremt nærvær. Han fortæller mig, at han er nattevandrer, at ”natten er et stille tæppe i byen… Hovedbanegården er så infamt smuk om natten. Nattevandreren er den eneste, der opholder sig i byens nat for byens nats egen skyld. Og dén fornemmelse kan byens nat vist godt lide” Og så går vi. Gennem byens nat. Lige til det bliver lyst, og de første fugle begynder at vågne, og måske nynner jeg lidt med. ”Tak for denne gang,” siger jeg og lukker bogen. Så forsvinder han.

Hvem der bare kunne skrive som Dan Turèll, tænker jeg og slukker lyset.

Materialer