”Gynækologer bliver også forelskede” - om læsning i to etager

Af Anonym (ikke efterprøvet)
12.11.12
At læse er ikke bare een ting. Det er selvfølgelig, helt grundlæggende, at være i stand til at kæde en række tegn sammen så de danner en umiddelbar sproglig mening; men det kan også være at tage skridtet videre og finde ind i nogle dele af teksten, der kan fortælle deres egen historie på tværs – ikke bare af handlingen, men også af teksterne.

Den berømte italienske intellektuelle Umberto Eco, der har skrevet både skønlitterære og teoretiske værker, opdeler verdens læsere i to niveauer: Niveau 1 læseren, der netop tænker læsning på det grundlæggende plan, hvor det handler om at forstå det der står på papiret. f.eks. en historie, som man læser for at finde ud af hvordan den slutter. Og niveau 2 læseren, der ikke nøjes med at følge den kronologiske handling i historien, men som også søger den ”diakronologiske”, dvs. søger ned i tekstens enkelte bestanddele og undersøger betydningen af måden handlingen sker på.

Det er selvfølgelig altid inspirerende til et hævet øjenbryn at opdele ting i 2 blokke på den måde, for enten har man glemt for meget, eller taget højde for for lidt, men hvis man tænker over det, er opdelingen her måske slet ikke så usandsynlig. Der er selvfølgelig gradsforskelle af begge niveauer, men overordnet set drejer det sig om de to hovedgrupper: De, der ser en pæn kinesisk æske og er tilfredse med at synes den er pæn, på den ene side; og de, der ser en pæn kinesisk æske og åbner den, og bliver ved med at åbne de æsker der kommer ud af den, på den anden.

De to niveauer er altså, klart nok, forskellige, men det første niveau er altid før det andet, for alle. Det er ren mekanisk logik at man først skal have læst teksten, (og det gør man på en bestemt måde, fra højre mod venstre og ord for ord) før man, meningsfuldt, kan grave sig rigtigt ned i det der står og finde allegoriske betydninger og give teksten konsekvenser der ligger uden for den selv.

Vi er alle sammen niveau 1 læsere i udgangspunktet, som Eco siger. Men nogen er mere tungt ”sat” i den position end andre. Typisk vil den slags fundamentale niveau 1'ere sige, at de føler det er et sært behov at have, at ville læse mere ind i historien om eksempelvis Dr. Frankenstein og hans monster, end den umiddelbare gode historie. De finder tilfredsstillelse nok i at læse kronologisk, højre mod venstre, linie for linie og ende med at vide hvordan historien slutter. Til nøds bløder de  op til at acceptere at det er muligt at finde dybereliggende meninger i teksten, men finder stadig grænserne for hvad der kan læses ind i hvad og hvordan, alt for flydende.

Men man skal huske på at det ikke kun er niveau 1 læserne der kan have fordomsfulde idéer om hvad for nogle tekster der kan tolkes, og hvad for nogle der ikke kan. Niveau 2 læserne kan lige så vel ende med kun at ville beskæftige sig med ”hyperladet” snæver litteratur, fordi de, for eksempel synes Dan Brown eller Jan Gillou skriver for ”flade” historier, der kun foregår i sine egne indre kronologier og mangler analytisk dybde. Sådan er det overhovedet ikke, mener Eco: Alle tekster har, allerede bare ved at eksistere som tekster, en helt naturgiven betydningsflerhed. Uanset om forfatteren har villet det, eller ikke. Så der er altid noget at tage fat på for niveau 2 læseren. I forskellig grad, alt efter hvor vild man føler sig, selvfølgelig.

Niveau 2 læserne har altså taget skridtet videre, efter den kronologiske histories afslutning og vil nu, hvor de kender historien, gerne vide mere om den måde den foregår på.

Det er en måde at kunne ”gå på opdagelse” inde i teksten på. Trods denne lidt naive måde at sige det på, er det ikke desto mindre meget alvorligt ment. Man opdager nye mulige betydninger der kan have en lang række konsekvenser for den brug man gør af hele den overordnede tekst og det kan have omsiggribende konsekvenser (Aristoteles' betydning for middelalderens teologi og videnskab, for nu at tage et grelt eksempel). På et mere direkte plan, kan det give en endnu større fornøjelse for den enkelte læser at kunne se forbindelser til andre, mere eller mindre, populærkulturelle eller litterære, emner.

Det fremstår muligvis her som om det er ”bedre” at være niveau 2 læser, end at være niveau 1 læser, og det er fordi det er det. Set ud fra et læsningsmæssigt perspektiv i hvert fald: Jo mere man læser, desto sjovere bliver det at læse og desto mere har man at kunne referere til imens man læser.

Det handler dog ikke om at ”bashe” niveau 1 læsere, eller mobbe den der er glad for en god historie. Slet ikke. Det er det alle er, først og fremmest. Det handler om at gøre opmærksom på, og opfordre til, at turde prøve sig ind i det niveau 2. der altid er en mulighed, uanset hvilken type tekst man sidder med. Når man forholder sig til en tekst på niveau 2-måden, aktiverer man (og drager derfor stor nytte af/får derfor stor glæde af) alt det man tidligere har læst, samtidigt med at man, af den tekst man læser, får nye nuancer at forklare med.

Man behøver derfor ikke være bange for at få sin æstetiske oplevelse af en bog ødelagt ved at finde ud af hvorfor det overhovedet er man godt kan lide den, eller ved at prøve at forklare en betydning af noget som er i teksten, der strækker sig ud af den. Det ødelægger ikke nødvendigvis skønheden i noget at vide hvordan det virker. Det kan måske endda gøre skønheden større. Som Eco selv siger i Fortolkning og overfortolkning; ”Selv gynækologer bliver forelskede".

for at skrive en kommentar.
Materialer