Handler det kun om ærlighed?

16.05.12
Jeg har i flere omgange forsøgt at skrive noget om Pablo Llambías’ digtsamling ’Monte Lema’, men ordene ville ikke rigtig, som jeg ville. Ikke en gang efter foredraget i Kakofoni, hvor Llambías læste højt, syntes jeg, at det ville lykkes. Så jeg satte mig ned med en tom blok og en kuglepen for at klage min nød… Det blev på besynderlig vis til et blogindlæg om Llambías.

Jeg har brugt det meste af aftenen på at skrive et blogindlæg om Pablo Llambías og ’Monte Lema’, men det går slet ikke. Det er også alt den snak om ærlighed, der får mit oplæg til at se så opstyltet ud, men på den anden side synes jeg jo også, at det med ærligheden og den mulige kobling til Stig Larsson og ’Natta de mina’ er ret interessant. Det er forskellige projekter, jovist, men de vil alligevel det samme på mange måder. Larsson vil jo netop skrive dårligt for dermed at komme til at skrive ærligt, og er det ikke det samme Llambías bekender i ”Disse sonetter skramler derudad”? At der er for meget litteratur, der forsøger at ligne litteratur, men at hans grimme og skramlende sonetter i det mindste forsøger at tale sandt, at være et bud på en ærlig (og muligvis) ægte litteratur?

Samtidig forholder både Larsson og Llambías sig begge til den bekendende dagbogsform men på hver deres måde: Larssons digte er mere tøjlesløse end Llambías’ stringente sonetter. Llambías presser hverdagen og det lave ind i den ophøjede og forfinede sonet, og det fungerer på forunderlig vis. Jeg er i hvert fald overbevist. Digtene er både intense og kraftfulde… Måske er det derfor, at så mange til Kakofoni følte sig næsten intimideret af Pablo Llambías’ oplæsning? Fordi der var for meget Pablo i digtene, fordi de var for ærlige?

Digtene i ’Monte Lema’ er autofiktive, og selvfølgelig er der noget af Llambías selv i digtene, det er jeg overbevist om, men man må på den anden side ikke tro på alt, hvad folk selv vælger at fortælle. Det biografiske er ikke nødvendigvis det mest ærlige, der findes. Jeg tror, at det lytterne til oplæsningen havde sværest ved, var at skelne mellem den fysisk, højtlæsende Llambías og Llambías-jeget i sonetterne. At skille dem ad er vanskeligt, og måske bør man heller ikke gøre det, men så igen… Hvad enten digtene er selvbiografiske eller ej, så er de vidunderligt sarte, skrøbelige og samtidig fyldt med styrke. Jeg kunne godt abstrahere fra, at Llambías stod et par meter fra mig, og læste sine sonetter højt – for mig er digtene lige så intense, når de lyser op fra bogen foran mig, som da Llambías selv var til stede i rummet. Måske er jeg som den tvivlende Thomas, der skal have fingrene i litteraturens sår, før jeg tror? Men hvis litteraturen er et blødende sår, er ærligheden så et plaster?

Foto: Per Morten Abrahamsen

for at skrive en kommentar.
Materialer
Pablo Llambías: Monte Lema
Reservér
  • Bog

Monte Lema

Af Pablo Llambías (2011)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Godnat til mine kære

Af Stig Larsson (f. 1955) (2011)
Læs mere