Favoritforfattere - Thomas Pynchon

Af Anonym (ikke efterprøvet)
06.05.13
Det sorte univers er befolket med anslag på den hemmelige skrivemaskine. Det er svært at tage en forfatter i nakken, stille ham op på et podium og sige: ”Dér. Det er ham. Sådan ser han ud, min yndlingsforfatter!”

Så det vil jeg lade være med. Der er en hel masse forfattere der er rigtig gode på forskellige måder. Nogle er gode til at beskrive ting billedligt. Andre til at planlægge et plot. Nogle er hudløst ærlige og andre igen er evige mysterier. Thomas Pynchon må siges at høre til den sidste kategori. Han er, for eksempel, ikke blevet fotograferet i 50 år.

Jeg har valgt at trække ham frem i dette indlæg, fordi jeg vil gøre opmærksom på ham for dem, der muligvis ikke kender ham. For han har, på trods af sine mange udgivelser de sidste 50 år, klaret at forblive anonym, på en mærkelig måde.

Thomas Pynchon skriver på een gang både godt og rodet. Der er et eller andet i hans bøger, der pirrer nysgerrigheden, ligesom i en god detektivroman og man fornemmer en sympatisk tro på, at mennesker er nogle bløde væsner der bare alle sammen gerne vil elskes.
Han fortæller os om, hvordan vi skal huske ikke at lade grådighed og magtsyge bestemme hvordan vi behandler hinanden. Det kan umiddelbart lyde lidt slidt, men hos Pynchon er det en banal pointe, der er alt andet end banalt pakket ind.

Den vilde, bizzart paranoide, sorte skrivestil i hans bøger, vækker nysgerrigheden om forfatteren på en helt anden måde end DaVinci Mysteriet eller De Tre Musketerer gør. Man har lyst til at finde ud af hvad bagmanden er for en. Man ønsker sig at møde ham og få nogle svar på alle de spørgsmål hans bøger rejser.

Hans første bog V udkom i 1963 og siden har han bl.a. skrevet romanerne The Crying of Lot 49, Mason & Dixon, Vineland og Against the Day.
Hovedværket, mammutromanen Gravity's Rainbow, udkom 1973 og blev året efter tildelt ”The US National Book Award for fiction” og Pynchon lavede gas med det hele, da han sendte en hyret skuespiller, der foregav at være forfatteren som ingen havde set, for at modtage prisen

Man ser for sig at man ville blive klogere på stemningen i bøgerne ved at møde Pynchon, eller bare se et tv-interview med ham; se hvilken T-shirt han havde på, og hans bevægelser når han laver kaffe. For at finde ud af hvad det er for et hoved, den særlige stemning der er på siderne, udspringer af.

Problemet er imidlertid at man ikke kan se ham. Der findes kun to-tre offentligt kendte billeder af ham, fra hans skoletid og militærtjeneste. En smilende, venligt udseende fyr med nogle kolossale fortænder der giver ham et specielt udtryk, men som ikke afslører noget. Lidt ligesom hans bøger.

Han lever i dag tilbagetrukket, et sted på Manhattan. De få mennesker der har truffet Pynchon sladrer ikke om ham. Han vælger hvem han vil omgås og han skjuler sig i centrum af en af verdens tættest befolkede og mest berømte byer.

Det er et paradoks der både genspejler hans forfatterskabs tematikker – der flyder med paranoide karakterer og mulige komplotter i et virvar af systemer og modsystemer, - og fornemmelsen man sidder tilbage med som læser. At der er en højere enhed det hele skal gå op i til sidst, som bliver ved med at gemme sig i en babushka-dukke af hemmeligheder.

At læse Pynchon er langt fra let. Både fordi man skal holde tungen lige i munden for at følge med i handlingens mange spor, men også fordi det han beskriver nogle gange bliver så direkte ubehageligt, at man er nødt til at lægge bogen fra sig, gå sig en tur, og tænke lidt på hvor rar verden også kan være. Alligevel fortsætter man. Fordi man, ligesom fortællingernes hovedpersoner, gerne vil vide hvad meningen med det hele er.

Når han insisterer på sin anonymitet sådan som han gør bliver han paradoksalt nok bare mere interessant. På sin vis er han hemmeligheden om sig selv. Man læser ham for at finde ud af noget af  den hemmelighed. Eller for at finde ud af en eller anden hemmelighed, som man fornemmer derinde et sted.

Han lever som sagt tilbagetrukket, men han er slet ikke uden sans for promovering. I en episode af TV-serien The Simpsons optrådte han i nogle sekunder, men hans figur havde en papirspose over hovedet. Det var Pynchon selv der lagde stemme til.
Der findes også et klip på nettet i forbindelse med udgivelsen af hans nyeste bog, Inherent Vice, hvor han selv læser op fra de første sider.

I det klip lyder han (heldigvis) som jeg forestillede mig han ville: Som en gammel asfalthippie i udtrådte gummisko, der hænger søvnigt i sine vokaler og vugger, før han fortsætter til næste ord. En der har svært ved at sige ordene ”the system” uden af afslutte med et drævende ”maan..” Men det er også alt hvad man får af ham. Nogle ord og fornemmelsen af et billede.

Derfor får Thomas Pynchon lov at være min favoritforfatter i dette blogindlæg. Han forærer mig ikke andet end mere nysgerrighed og dermed læselyst.

Materialer