Et fælles rum til at mindes – og til at savne

27.06.16
Denne mandag kan du læse Littunas anmeldelse af "Nede i jorden - oppe i himlen" af Stine Melgaard Lassen og Tea Melgaard. De har skrevet en børnebog om det at miste med udgangspunkt i egne personlige oplevelser. Det er en vigtig og rørende bog for både store og små! Læs hele anmeldelsen her:

Anmeldelse af Stine Melgaard Lassen i samarbejde med Tea Melgaard: Nede i jorden – oppe i himlen, udgivet på Forlaget Sole d. 9. juni 2016

Anmeldt af Lisa Emilie Jørgensen

Tænk, at man kan få noget så smukt ud af noget så forfærdeligt. Det er det første, der falder mig ind, da jeg bladrer forbi den sidste side i Nede i jorden – oppe i himlen og lukker bogen om den lille dreng Anton, som mister sin far. En bog om at sørge, mindes og savne. Selv om det er en børnebog, sidder jeg med tårer i øjnene.

For bare tre år siden oplevede søstrene Stine Melgaard Lassen og Tea Melgaard sorgen på tætteste hold, da de inden for kort tid pludselig mistede to nære familiemedlemmer. Akut opstod der et behov for at kunne tale om døden med børnene i familien, men de vidste ikke, hvordan de skulle gribe det an. For hvordan taler man lige med sine børn om sorgen over at miste, når man på samme tid selv er sønderknust? Deraf opstod idéen til Nede i jorden – oppe i himlen. I bogens indledende ord skriver søstrene: ”Vi håber, at vi gennem Antons historie og Karinas smukke tegninger kan skabe et fælles rum til at mindes – og til at savne.”

Stærk tekst med følelserne mellem linjerne

På bogens udgivelsesdato den 9. juni i år ville søstrenes afdøde lillebror have været fyldt 30 år. Han efterlod sig to børn. Nede i jorden – oppe i himlen handler måske netop derfor om børnehavedrengen Anton, der ligeledes mister sin far alt, alt for tidligt. Anton oplever, at han mangler og savner sin far, f.eks. da han ser en sød og blød kanin på legepladsen og husker på sin fars ord om, at ”man skal være stille, når man ser et vildt dyr.” Men Anton oplever også at blive vred, fordi moren laver havregrøden helt forkert, ”slet ikke som far plejer,” og fordi faren ikke er der til at ordne Antons cykel, da den en dag går i stykker. Bogen beskriver altså simple dagligdagssituationer, hvor faren pludselig mangler, og den gør det i et helt enkelt, nærmest nøgent sprog, der er tilpasset dens målgruppe – børnene. Teksten forfalder ikke til klichéer eller sentimentale udregninger, og derfor ligger følelserne snarere mellem linjerne som i følgende tekststykke:

”Anton kigger på hullet og tænker, at den fine hvide kiste bliver beskidt, når den skal derned. / Da kisten bliver sænket ned i jorden, går Anton helt tæt på og ser far forsvinde ned i hullet. / Antons blomst ligger der endnu. / Den lyser nede i det mørke hul.”

Det minimalistiske sprog inviterer barnet – og den voksne – til med egne ord at tale om Antons og Antons mors følelser, men samtidig også at sætte ord på den personlige sorg, både barnet og den voksne sandsynligvis kan genkende. Med andre ord skabes der et rum for den svære samtale om de vanskelige følelser.

Når det bliver nødvendigt at tale om døden

Bogens tekst er ledsaget af de smukkeste illustrationer tegnet af Karina Bækkelund. Illustrationerne har den fantastiske værdi for bogen, at de både understøtter teksten og digter videre på historien. På trods af at Antons far er død, optræder han eksempelvis på flere af tegningerne, hvilket viser, at selv om faren er væk, lever han, stor og tryg, videre i Antons bevidsthed. Læses bogen højt for et barn på Antons alder, der endnu ikke selv kan læse, er det i høj grad billederne, der forankrer barnets forståelse af bogen. Og her er der endnu en gang skabt plads til fordybelse og samtale med afsæt i Antons historie.

Selv om bogen udspringer af forfatternes subjektive oplevelser, er den vedkommende og vigtig for alle andre, der har oplevet at miste et nært familiemedlem – såvel børn som voksne. Sorg er aldrig ens, men på trods af det er den almenmenneskelig, og Nede i jorden – oppe i himlen giver den enkelte læser plads til at bearbejde sin personlige sorg. Bogen præsenterer hverken en lykkelig slutning eller et simpelt svar på, hvordan man ”kommer videre,”  for sorgen er et livsvilkår. Stine Melgaard Lassen og Tea Melgaard har i samarbejde med dygtige Karina Bækkelund gjort deres private sorg til en smuk og vigtig fortælling, der er lettilgængelig og kan inspirere til dybe og forløsende samtaler i sorgens kaos og forvirring. Det er en hjerteskærende kendsgerning, at mere end 2.000 børn under 18 år hvert år mister en mor eller en far. Til gengæld er det hjertevarmende, at disse børn nu kan bearbejde, tale om og lære at leve med deres uhelbredelige sorg ved hjælp af en fantastisk bog.

 

Littuna.nu er et litteratursite skrevet og drevet af passionerede ildsjæle fra litteraturstudierne på Aarhus Universitet. Er du interesseret i at læse flere artikler om litteratur i form af aktuelle boganmeldelser, essays og reportager, så klik ind på Littuna.nu, der opdateres med nye artikler hver mandag!