En tsunami af litteratur

Og jeg? Jeg forsøger at holde hovedet oven vande. Forsøger at prioritere det vigtige frem for det mindre vigtige. At skille det ene fra det andet og samtidig være TOTALT overskudsagtig, selvom overskud efterhånden minder mere om en varm sydhavsø, som jeg ikke har råd til at besøge.

Og samtidig med, at jeg er ved at drukne i dette litterære hav, så indfinder den dårlige samvittighed sig. Altid kommer den masende, når jeg har allermindst BRUG for den, og mens den så står der foran mig, begynder den at kommentere: ”burde du ikke hellere… Skulle du ikke se at få lavet… Hvad med at du i stedet for gjorde…”. Sådan bliver den ved. Hele tiden. Indtil jeg siger SCHH og STOP og den så modargumenterer mig ved at sige ”BLOGGEN skriver jo heller ikke sig selv”. Og det er jo rigtigt nok. Bloggen skriver ikke sig selv, og jeg dykker ned i skuffen med ting til bloggen, hvor jeg finder en halvfærdig anmeldelse af Jørgen Leth under titlen ”Jørgen Leth var magisk”, et par tanker om Lone Hørslevs nye digtsamling ’La’os’ under titlen ”Verden er i skred”, samt en del kruseduller, som ikke rigtig har taget form endnu.

Og sådan er det. Verden er fuld af litteratur, som jeg gerne vil sige noget om, fortælle noget om, tale om. Men nogle gange når litteraturtsunamien rammer mig som en mur, så glemmer jeg HVORFOR det var, at jeg en gang for længe siden begyndte at beskæftige mig med litteraturen. Jeg tror, at det er et godt spørgsmål at stille sig selv en gang imellem. Så tænker jeg lidt over det. Vender og drejer det i mit hoved, indtil jeg når frem til et svar, og når svaret indfinder sig, begynder det hele at give mening igen og bloggen vil blive opdateret med en anmeldelse af Jørgen Leth og tanker om Lone Hørslevs nye digtsamling.

Men lige nu? Lige nu er der et brusende hav omkring mig og på overfladen er der stilhed.