En scene

Af Anonym (ikke efterprøvet)
06.06.12
Kort før sengetid var jeg vidne til dette lille intermezzo.

Jeg sidder ved mit skrivebord og arbejder, da jeg pludselig hører en dryppelyd, triptriptrippetriptriptrip.... Jeg tænker, at det regner ind, men da der ikke er regndråber på ruden, forkaster jeg tesen. Mærkeligt. Idéen til en kriminalroman opstår flygtigt. Meget flygtigt. Jeg opdager nemlig, at dryppelyden er smeltet, varm stearin mod bøger! En hver litterats mareridt! Et nyligt slukket bloklys hævner sig, grundet sin mistede flamme antager jeg, ved at sprede stearin ned over nogle af mine mest dyrebare bøger! Vi snakker værker af Søren Kierkegaard, Max Ernst, et par digtsamlinger, samt en række tidsskrifter... (heldigvis er Strunge uskadt!). Nu kan jeg så benytte morgendagen på at brække stearin af bøger, samt udradere stearinens løbebane fra bloklysets kant, ned over bogkassen, ind mellem bøgerne, for til sidst at være landet i en imploderet pyt på gulvet.

Hvem siger efter dette, at hverdagen ikke er poetisk?

Jeg mener desuden hermed at have dokumenteret, at poesien via stearinen netop ER inkarneret: stearinen antog krop og smeltede sammen med poesien. En for evigt mærket bogkrop står nu tilbage på hylden for at holde denne scene i hævd.