Drømmeprismet

Søvnforskere har allerede bevist, at den menneskelige hjerne langtfra er inaktiv under søvnen. Faktisk er den, i perioder med den såkaldte REM-søvn, udsat for et ligeså højt aktivitetsniveau som den vågne hjerne. REM-søvnen er det stadie, hvor drømme typisk forekommer. I visse kredse bruges begrebet ’paradoksal søvn’ til at beskrive REM-søvn, for selvom hjernens aktivitet er høj, forbliver den sovende krop paralyseret. Imens drømmearbejdet står på, er kroppen et billede på døden. Søvnen er en fysiologisk betingelse for drømmens fremkomst, derfor kan den betragtes som den membran, vores læsning af drømmenes skrift altid må gennemgå, før vi, i vågen tilstand, kan foretage en fortolkning.

Da jeg holder meget af at ligge i min seng og læse indtil sent på aftenen, oplever jeg ofte at søvnen indvirker på den litteratur, jeg har taget med mig i seng. Når først jeg indretter mig i min sædvanlige position, med puder i ryggen og bøger på skødet, sker der noget med min opmærksomhed. Jeg begynder at indstille mig på, at søvnen på et tidspunkt kommer snigende. Med andre ord er jeg klar over at læsningen ikke fortsætter i det uendelige. Søvnen er latent til stede som en markør for læsningens uundgåelige ophør. Måske skyldes det, at jeg netop griber de to fænomener – læsning og søvn – an på samme måde. Læsning er for mig en tilstand jeg går ind i. Jeg bestræber mig altid på at møde litteraturen så uforstyrret som muligt. Alt hvad der fysisk kan aflede min opmærksomhed, søger jeg at eliminere. I litteraturens favn er fortabelsen kun mulig i en tilstand af absolut afskærmethed fra verdens virak. Det samme gør sig faktisk gældende for søvnen. Den omhyggelige forberedelse til at sove er så implicit en del af vores kultur, at vi næppe tænker over det, men den er ret væsentlig for vores opfattelse af, hvad søvnen er. For søvnen er en skrøbelig tilstand. Vi bruger megen tid på at indrette os således, at ydre stimuli ikke skal gribe ind og forstyrre vores søvn. Når jeg stiger ombord i sengen og trækker dynen op over kroppen, er det en kulturel tilvænning der bestemmer, at jeg sover bedst på denne måde. Måske er min tilgang til læsning knyttet til en lignende foranstaltning.

Under min læsning slipper min bevidsthed langsomt taget. Først i den omgivende verden. Jeg bevæger nærmest kun øjnene. Min krop er rolig. Musklerne bevæger sig næsten ikke. Men min hjerne arbejder, på paradoksal vis, på højtryk. Sproget omformes til billeder, og jeg læser min egen mentale skrift. Min fordybelse i litteraturen er et individuelt privilegium. Jeg er overladt til mig selv, i mit indslumrende stadie, mellem læsning og falden i søvn. Snart blander litteraturen sig med andre indtryk. Sætningerne, jeg læser, forsvinder. En glemsel begynder at melde sig. En døsig dis breder sig i bevidstheden. Bogen dumper ud af hænderne. Jeg sover.

2.

Drøm og teori er beslægtede. Drømmen er det stadie i søvnen, hvor bevidstheden vågner. Og drømmen kan optræde som næsten hvad som helst. ”The dream is the reawakening of the interminable” siger Maurice Blanchot, og drømmen er da også blevet tillagt endeløse betydninger i historiens løb. Om det skyldes at drømmen henter sit materiale fra menneskets erfaringsverden, eller at drømmen netop er afskåret fra denne erfaringsverden er svært at sige. For drømmen er en potentiel metafor for alverdens anskuelser.

Min drøm fører mig tilbage til Freud. For før jeg slumrede hen, sad jeg og læste hans ’Drømmetydning’. Ikke alt hvad der optræder i drømmen har relation til nylige hændelser, men drømmen er en gentagelse af øjeblikket, før jeg faldt i søvn. Teksten, jeg læser, er den selvsamme, men det er som om jeg slet ikke læser den, men blot reciterer den for mig selv, mentalt og mystisk. Det er som om min tænkning ikke udspringer af noget udefrakommende, men opstår inde i mig selv. Jeg søger at række ud efter en blyant til at beskrive følelsen med, men møder en grænse. Tankerne er som indlejrede i min bevidsthed, men fastlåste. Som om erkendelsen er statisk. Jeg begynder at overveje om min oplevelse er et udtryk for drømmens almene karakter, og pludselig hører jeg opklippede sætninger fra Freuds værk strømme igennem bevidstheden. ”En […] praktisk betydning kan drømmen […] ikke gøre krav på. Drømmens teoretiske værdi er imidlertid desto større”. I min drøm forekommer det mig netop at forholde sig sådan. Drømmen rummer ingen praktisk værdi, men må henregnes til en teoretisk sfære. Skellet mellem teori og praksis er som divisionen mellem den drømmende og vågne tilstand i vores åndsliv. Befinder man sig i den første tilstand er det umuligt at skelne mellem de to. Da er teori og praksis smeltet sammen. I drømmens øjeblik synes muligheden at være der, for at tillægge drømmen en hvilken som helst betydning. Men drømmen er også en æstetisk konstruktion. Et kalejdoskop, der vender og drejer alt inde i mit hoved. Alligevel kan jeg i min beskrivelse af drømmen kun ty til sammenligninger. Hele tiden må jeg sige ’som om’, for mine drømmeerfaringer er kun tilsyneladende. Tegnene, der vises for mig, er uhåndgribelige. De optræder  på et teoretisk plan i min bevidsthed.

Hvad end drømmen er, så udfolder den sig i en ramme, som ikke er dens egen. Den er pakket ind i søvnens kappe og for at få adgang til den, må man først bevæge sig igennem elfenbensportene, igennem det slumrende mørke, der mimer døden.

3.

Erindring og praksis er beslægtede. Jeg vågner. Det er nat, men drømmen står klart for mig. Det første jeg gør, er at nedskrive den. Jeg ved, at forudsætningen for at erindre drømmen er, at jeg undgik søvnens favntag. Jeg må være vågnet midt i REM-søvnens intense svingninger, flere forsøg har nemlig vist, at man bedst husker sine drømme, når man vækkes imens REM-fasen er i gang. I månens skær skinner siderne fra ’Drømmetydning’ i mine øjne. Jeg kæmper for at adskille erindringen om drømmen fra min læsning få timer før. Alene det at jeg forsøger at erindre drømmen afslører, at jeg har en bestemt opfattelse af, hvad drømme er. Nemlig at de udspringer af intellektet.

Imidlertid er dette alt, jeg har tilbage til at fortolke drømmen i min vågne tilstand. For hvert minut der går, er det som om drømmeoplevelsen forvitrer i mit sind. At vi har et besvær med at huske vores drømme skyldes sandsynligvis, at de mentale funktioner, der knytter sig til drømmearbejdet ikke er nært forbundet med hjernens hukommelsescentre. Derfor har vi ofte en ufuldstændig erindring af nattens drømme, hvis vi da overhovedet har nogle erindringer. Det kan lede til en fornemmelse af, at drømmene gemmer vigtige erkendelser for os.

Da jeg begynder at nedskrive drømmen, indser jeg, at jeg bevæger mig længere og længere væk fra den. Mit intellekt søger at omforme mine erindringsstumper, så de fremstår ordnede, så de får et formål. Men min opmærksomhed retter sig mere og mere mod skriften, mod den skabende praksis. Erindringen bliver det materiale, jeg kredser om, men jeg ved ikke, om jeg skal forme en videnskabelig eller æstetisk baseret skrift. Drømmens hensvindende genskin i min vågne bevidsthed antyder begge tilgange. Min bevidsthed kredser om denne problemstilling. Jeg kniber øjnene i, for at koncentrere mig. Skriften forsvinder for mine øjne. Jeg falder tilbage i søvnens favn.

Da jeg vågner igen, skinner solen ind ad vinduet. Freud ligger stadig opslået. Jeg kigger på natbordet og ser, at nattens skriverier blev længere, end jeg huskede. Foran mig ligger en tekst i tre afsnit. Titlen er: Drømmeprismet.