Den menneskelige antenne

Af Anonym (ikke efterprøvet)
15.01.13
Børnebøger er også for voksne! I hvert fald er Line Knutzons og Peter Frödins bog ’Lille Allan – den menneskelige antenne’ for voksne såvel som for børn.

Fortællingen handler om Lille Allan, der bor i Urbanplanen med sin far. Allans mor er rejst til Hørsholm, da hun fik en ledende stilling i  Kop & Kande – nogle ting er nemlig ”ONCE IN A LIFETIME” ifølge Lille Allans mor, og så flyttede hun. Samtidig med at Lille Allans mor flyttede, blev faderen allergiker:

”Det var den sommer, Lille Allans far blev allergiker. Han havde altid       
været meget hvid i huden, men efter at Lille Allans mor var flyttet, var det  
ligesom om Lille Allans var blevet ekstra hvid i hovedet. Der var dage, hvor       
han var lige så hvid som væggene i deres lejlighed, og Lille Allan var flere   
gange gået forbi sin far uden at hilse. Det var selvfølgelig ikke så sjovt for       
Lille Allans far at blive overset på den måde, men så hjalp det lidt med allergien,       
for han nøs nogle gigantiske nys så Lille Allan kunne altid gå efter lyden,       
og på den måde var han aldrig i tvivl, om at hans far var i rummet.”

Lille Allans bedste ven hedder Joku, men desværre blev Joku kort før sommerferien sendt på et hjem for vanskelige børn, et sted Lille Allan refererer til som ”det vanskelige hjem.” Heldigvis bor Helge i lejligheden ved siden af Lille Allan, og selvom Helge er en ældre herre, der helst ikke rejser sig fra sin kontorstol, besøger Lille Allan ham tit. I sine yngre dage havde Helge nemlig været medlem af en ufoklub, og konsekvensen heraf har været, at Helge nu har fyldt sin lejlighed med ledninger og radioer i håbet om at komme i kontakt med det ydre rum. Desværre er det ikke lykkedes for ham endnu, men med hjælp fra Lille Allan, der agerer menneskelig antenne, en sen nattetime på toppen af Urbanplanen, lykkes det endelig:

”Lille Allan prøvede at se det hele for sig. At han stod oppe på taget rullet       
ind i sølvpapir, mens væsner fra det ydre rum talte gennem hans krop med Helge,   
der sad nede i lejligheden med sine transistorradioer. En uro spredte sig i       
Lille Allans krop.”

Og sådan går det til, at Lille Allan den menneskelige antenne får kontakt med rumvæsnet Majken med den mekaniske stemme. Majken er heldigvis ikke et ondt rumvæsen, selvom hun spiser alt Helges porcelæn og slår nogle metalliske bøvser. Hvilke eventyr, der venter vores venner herfra, vil jeg ikke afsløre. Jeg vil blot nævne, at der både er en varmemester, en hund med dårlig mave og en privat samler, der har skrumpehoveder på væggen.

Jeg synes, at ’Lille Allan – den menneskelige antenne’ er en både humoristisk og sød fortælling. Der fortælles fra Lille Allans perspektiv og det fungerer. Dels fordi Lille Allan på grund af sin alder ikke altid forstår de voksne, hvilket skaber nogle komiske og sjove passager, hvor man som voksen griner højt, og dels fordi de børn, der læser fortællingen ikke vil stille spørgsmålstegn ved ”voksensnakken” netop fordi der fortælles fra barnets perspektiv. Det eneste forbehold jeg tager i forhold til ’Lille Allan – den menneskelige antenne’ er, at sætningskonstruktionerne til tider udelukkende består af hovedsætninger, hvilket kan virke opremsende. Det er dog hovedsageligt i fortællingens begyndelse, at det forholder sig sådan, og det alene er ikke grund nok til at lade ’Lille Allan – den menneskelige antenne’ blive stående på bogreolen. Jeg kan varmt anbefale ’Lille Allan – den menneskelige antenne’ til både børn og barnlige sjæle.

Tags
for at skrive en kommentar.
Materialer