Vores skjulte evner af af Caroline O’Donoghuemed

En anderledes ungdomsroman om at finde sig selv og turde stå alene.

Se og hør anmeldelsen af bogen på Facebook - klik på billedet (åbner op i nyt vindue). 

Læs anmeldelsen

Bogen foregår i Irland, hvpr vi følger 16-årige Maeve, der hele sin skoletid har været bedste venner med Lily. Lily er en pige, som ikke bekymrer sig om, hvad alle andre tænker om hende, og derfor vil klassens populære piger ikke have Lily med i deres fællesskab. Maeve vil så gerne være populær, så efterhånden får hun skubbet Lily fra sig. En dag har Maeve fået en eftersidning, og hun bliver sat til at rydde op i Skummelskabet i skolens kælder. Hernede finder hun en pakke tarotkort, som hun opdager, at hun er rigtig god til at læse. Hun læser snart kort for hele skolen, også Lily, som trækker det magtfulde kort ’Husholdersken’. De to piger bliver uvenner, og morgenen efter er Lily forsvundet.

Maeve er dybt ulykkelig og besluyyer sammen med Lilys storebror Roe og hendes nye veninde Fiona, at Lily skal findes uanset omkostningerne. Maeve finder ud af at Roe, der er biseksuel, er helt anderledes, end hun troede, og begge er i tvivl om deres følelser. Samtidig stifter de tre venner bekendtskab med en kult, der bekæmper homoseksualitet med vold, og Maeves storesøster Jo får bank en aften. Maeve må bruge sine kræfter som våben i en farlig kamp for at finde Lily, men også i sit forsøg på at beskytte sin familie og sine venner. Hun må desuden spørge sig selv, om man i virkeligheden kan betale for høj en pris for noget, og kortet med Husholdersken bliver ved at dukke op alle vegne.

’Vores skjulte evner’ er en historie med masser af forskellige karakterer, der bevæger sig rundt indenfor store emner. Veninden Fiona er fra Filippinerne, Lily bruger høreapparat, Roe er biseksuel og storesøsteren Jo er homoseksuel og kæreste med en farvet pige. Troværdigheden er dog i god behold, og sympatien for de personer, vi følger, lever i bedste velgående. Desuden reflekterer Maeve faktisk over det, hendes venner siger til hende. På trods af, at hun indimellem er imponerende blåøjet, udvikler hun sig. Brugen af tarotkort beskrives, så selv ikke-kendere er helt med på, hvad der foregår.

Historien rummer adskillige alvorlige emner, men indeholder også meget humor. Bogen fortæller om kønsidentitet og seksualitet på en fin og informativ måde. Sproget flyder godt, og bogen er hurtigt læst. Jeg kan ikke gennemskue, om denne roman udgør starten på en serie, men jeg tror det, og jeg vil glæde mig til at læse mere om Lily, Husholdersken og den mulige forelskelse mellem Maeve og Roe.

Læs anmeldelsen på Litteratursiden.dk

Materialer