Sprog- og bogleg for 2½ årige - hvad er det?

31.01.18
Hvad er sprog- og bogleg for 2½-årige? Først og fremmest er det sjovt! Trige Kombi-Bibliotek tilbyder et forløb over 10 mandage, hvor vi skal lege med sproget. Er I interesseret i at deltage, kan der bestilles billetter under punktet: Det sker

Når man er 2½ år er sproget stadig i sin vorden, og det er meget forskelligt hvor det enkelte barn er i sin sproglige udvikling.
Derfor skal vi blandt andet rime og remse. Når man bruger rim og remser, tydeliggøres sproget. Ordene udtales klart og tydeligt, og vi understreger sprogets rytme, så sproget nærmest bliver syngende. Det er med til at gøre det lettere for børnene at optage ordene i deres sprog og ordforråd.
Motorisk udvikling er nærmest en forudsætning for den sproglige. Vi skal lave store bevægelser og klaske nogle fluer med fluesmækkere, men også bruge vores mimik til blandt andet at udtrykke følelser, og fingrene til at lege krabber på gulvet.
Hver gang vi mødes vil vi også bruge tid på højtlæsning. Jeg læser en bog højt for alle og derefter er der tid til, at de enkelte børn og forældre/bedsteforældre kan fordybe sig i de bøger jeg har med i bogkufferten. Først og fremmest er højtlæsning hyggeligt, men det er også en vigtig brik i sprogtilegnelsen, og på lang sigt er det fremmende for både læse- og skrivefærdigheder.
Sprog- og bogleg er ikke et kursus, hvor børn lærer at tale flydende og rent. Det er et tilbud om at møde sprog på mange måder, og især med fokus på at lege med sproget.