Informationsplakat foran udstilling
Informationsplakat foran udstilling

Mysteriet om X

09.07.21
I sommerferien kan du besøge den spændende installation "Mysteriet om X", der er skabt i et samarbejde mellem børnebogsforfatter, Stine Sillesen, og ni dygtige forfatterspirer.

Der sker mystiske ting på Dokk1. I den dybe, mørke kælder har en pedel fundet en efterladt kuffert. Tilhører X står der på kufferten - men hvem er X? Og hvordan er kufferten landet i kælderen på Dokk1?

Historien udfolder sig i en installation i børnebiblioteket på Dokk1, hvor du kan gå på opdagelse og selv digte med på fortællingen om X. Og vær klar til at dykke ned i et mørkt univers, hvor spøgelser materialiserer sig ud af det grå...

Indgang til installation i børnebiblioteket

Slå gardinet til side, find en lommelygte og gå på opdagelse i den mystiske kuffert og det univers, de ni forfatterspirer har skabt omkring den gådefulde X.

Den røde kuffert

Den mystiske røde kuffert, der blev fundet i et mørkt kælderrum på Dokk1. I kufferten kan du blandt andet finde et kassettebånd, en bog med kæde og lås, et par gådefulde breve og andre effekter, der antyder, at der sker mærkelige ting på Dokk1.

Om processen:

Mysterierne har stået i kø på workshoppen "Fantastiske fortællinger og forfatterdrømme", hvor ni dygtige børn har skabt en spændende fortælling om den efterladte kuffert.

De ni forfatterspirer har arbejdet i forskellige medier og genrer . Således er historien skabt i både tekst, illustrationer, fotos og video - og den bevæger sig ud i biblioteket, hvor du kan finde avisartikler og plakater, der åbner op for mysteriet om X.

Skærm med video fra kælderen i Dokk1

Børnene har digtet historien ud fra et set-up, som børnebogsforfatter, Stine Sillesen, har konstrueret. Sammen har forfatter og børn foldet universet ud og skabt fortællingen om den mystiske X og de spøgelser, der materialiserer sig på Dokk1.

Børn, der skriver

De ni forfatterspirer fordyber sig her i brainstorms og skriveøvelser, før de beslutter sig for, hvordan de ville fortælle deres del af historien: på lyd, tekst, foto, illustration eller levende billeder.

Stine Sillesen instruerer børnene

Stine Sillesen samtaler med børnene om præmissen for fortællingen. Idéen med workshoppen er, at børn og forfatter sammen skaber historien om den mystiske X - samskabelse af børnelitteratur, der sprænger de gængse forestillinger om, hvad børnelitteratur er og kan.

Workshoppen er en del af projektet "Små stemmer - store fortællinger", der er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Installationen er udviklet i samarbejde med projekt ”IRIS – et mediepædagogisk lab”.

Læs mere om projektet her: https://www.aakb.dk/node/31571