LOLOS LYS af Liz Garton Scanlon

03.05.23
En gribende og forløsende fortælling for teenagere om sorg og angst.

12-årige Millie er den mellemste i en søskendeflok og bor med sin mor, sine to søstre Tess og Lucy og familiens tre hunde. Forældrene er skilt, og deres far er flyttet til Chicago, hvor han bor med sin nye kæreste. Desuden tæller familien Millies bedste ven Sam, der er så stor en del af deres familie, at han endog var med på julekortet, de sendte ud.

Millie er altid glad og fyldt med spas, og hun elsker at drille sin ældre søster Tess. Tess har et job som barnepige for "verdens mest nuttede baby" Lolo på 4 måneder, men en aften skal hun spille til en koncert, så Millie bliver spurgt, om hun vil passe Lolo i stedet. Hun bliver både glad og stolt, og aftenen går over al forventning. Men morgenen efter sidder Tess og græder i køkkenet, og Millie erfarer, at Lolo er død om aftenen, måske mens Millie passede hende.

Millie liv falder fra hinanden, og de andre kan ikke kende hende længere. Hun er overbevist om, at der skinner et særligt lys fra vinduet på Lolos værelse, en form for "livslys". Da de skal lave et skoleprojekt, hvor de skal bygge en rugekasse til at udruge æg i, bliver Millie nærmest besat af, at alle fostrene skal overleve. Efterhånden indser hendes familie, hvor dårligt Millie har det, og de beslutter, at der må gøres noget.

Historien er meget velskrevet og følelserne af tab og sorg er universelle. Det er meget fint at gøre brug af Millies videnskabsprojekt med udrugning af æg som et omdrejningspunkt for Millies sorg, depression og voksende angst. Selvom fortællingen gør ondt i hjertet, er det en bog om helbredelse, der også viser, hvor lang tid det kan tage at blive hel igen. Det er også virkelig fint fortalt, at lyset fra Lolo faktisk eksisterer i form af kærlighed.

'Lolos lys' er en ærlig og forløsende roman, der fortæller om, hvor svært det er at møde dilemmaer, som burde høre voksenlivet til.

Materialer