Fastelavnsris med naturlig pynt

Lav dit eget naturlige fastelavnsris

26.01.21
Fastelavnsris pyntet med crepepapir, papkatte og farverigt slik er traditioner til fastelavn. Men man kan også nemt lave et festligt fastelavnsris af ting, man finder ude i naturen.
Traditionen med fastelavnsris går helt tilbage til 1700-tallet. I 1700-tallet havde fastelavnsriset tre forskellige formål, hvoraf det første bestemt ikke var synderlig børnevenligt. Dengang brugte forældrene nemlig risene til at prygle deres børn på Langfredag, for at minde dem om Jesu lidelser. Fastelavnsriset blev dog også anvendt i en mere muntre sammenhænge. Risene blev f.eks. brugt til at ”rise hinanden op”, om morgenen, hvor der ofte gik konkurrence i at komme først op og dermed undgå ris. Især blandt karle og piger på gårdene, havde risene en mere overtroisk funktion. Karlene ”risede” pigerne i den overbevisning, at man kunne overføre noget af den spirende frugtbarhed, fra risets friske grene, til pigerne. I løbet af 1800-tallet begynder man at kunne købe pyntede fastelavnsris med f.eks. katte og fjer som vi kender dem i dag.
Selve riset – altså grenene - kan man købe i hobbyforretninger eller pyntede i supermarkederne, men man kan også sagtens selv finde riset i skoven. Traditionelt har man brugt tynde birkekviste, men alle tyndere grene kan bruges. Det bliver rigtig fint, hvis man finder tynde grene med knopper på. Sæt grenene i en vase med vand, så springer knopperne ud og bliver til en del af den naturlige pynt.
 

Naturligt fastelavnspynt - Sådan gør I

 

Naturlig pynt kan varieres. Er man heldig at have agernskåle (toppen af et agern), kan man lime en filtkugle i dem, ligesom man også kan male hulsten eller kastanjer og pynte riset med.
Den naturlige pynt kan også fint blandes med det mere traditionelle pynt.
 

Det skal du bruge

  • Små grankogler (gerne flere slags)

  • Muslingeskaller

  • Fjer

  • Tørrede æbleringe

  • Bånd

  • Små runde perler

  • Maling

  • Glimmerlim eller en gammel neglelak

  • Trælim eller limpistol

  • Tynd ståltråd

  • Saks

Grankogler

 

Grankogler i skovbunden

På fastelavnsriset hænger tre forskellige slags grankogler. De små, lidt lukkede grankogler er svære at pynte, i stedet pynter de på riset som de er. De andre kogler er pyntet med henholdsvis glimmerlim og små perler.
 
 
Grankogler med glimmerlim
Grankogle med perler

 

Grankogle med glimmer

Find en kogle og pynt den med glimmerlim eller en neglelak med glimmer eller en flot farve, som du godt kan lide.

Læg grankoglen med toppen nedad og fordel glimmerlimen. Lad den tørre, og bind snor eller ståltråd om bunden af koglen.

 

Grankogle pyntet med perler

Til grankoglen med perler skal der bruges grankogler, som er store nok til, at der kan limes små perler fast på dem. Fordel trælim rundt i små klatter og sæt en perle fast på hvert skæl. Det er nemmest at fordele limen rundt i flere klatter, og så putte perler på. Lav ikke så mange klatter at limen når at tørre. Fortsæt med lim og perler indtil der ikke er plads til flere. Lad koglen tørre og bind efterfølgende snor eller tynd ståltråd på toppen.
 

Muslingeskaller og Fjer

 

Muslinger med farve

Mal eller tegn på muslingeskallerne. Du kan bruge muslingeskallernes striber som udgangspunkt for dekorationen og male striber. Eller du kan dem ensfarvede, med prikker, som masker, eller hvad du ellers kan finde på.

Fjer på fastelavnsris

Til fastelavnsriset er brugt købte, farvede fjer, men hvis man kan finde nogle flotte fjer udenfor kan man ligeså vel bruge dem. Saml to-tre fjer og bind ståltråd stramt om dem.
 

Æbleringe eller andet tørret frugt

 
 

Fastelavnsris med naturlig pynt

I stedet for at hænge slik på fastelavnsriset, kan du hænge tørret frugt op. Ved hjælp af farvede silkebånd bliver det mindst ligeså festligt. Bind et stykke farvet silkebånd gennem hullet på æbleringen og bind den op på fastelavnsriset. De tørrede æbleringe laver du nemt selv ved at fjerne kernehuset på et æble og skære det i helt tynde skiver - ikke tykkere end et par millimeter. Læg skiverne på en bageplade og tør dem i en forvarmet ovn med varmluft på 100 grader i 1-1,5 time.
Det kan også være du har nogle tørrede appelsiner tilbage fra jul, der også kunne pynte flot på riset! Julen varer jo som bekendt lige til påske.
 
God fornøjelse!
 
Billeder og ide er venligst udlånt fra www.naturfamilier.dk
 
Har du lyst til at pynte dit naturlige fastelavnsris med mere traditionel pynt kan du finde to fine bud på fastelavnstønder nedenfor.