JØRGEN PINGVIN LIMER NOGET, DER IKKE VIL LIGGE STILLE

11.04.23
Der er masser af humor i Lemire og Bregnhøis fortælling om venskab og gå-på-mod. Alle børn og voksne vil elske Jørgen Pingvin!

 

Hvad gør man, når man virkelig gerne vil vise den nye i klassen, hvor god man er til at bygge noget supersejt, men ikke rigtig tør teste opfindelsen selv? Så får man fat på en rigtig god ven, der er modig.

En dag kommer en ny elev i Jørgen Pingvins klasse. Det er en pige som hedder Jørgen Kanin. Jørgen Pingvin kan ikke helt forstå, at man kan hedde Jørgen, når man er en pige. Jørgen Kanin siger "Alle kan hedde Jørgen", og begge Jørgenerne elsker at bygge! Det gør Jørgen Pingvin så glad, at Jørgen Kanin er blevet hans ven, så han må derfor åbne den øverste knap i skjorten, fordi han bliver helt varm indeni.

Britta giver dem lov til at benytte værkstedet, mens hun spiser frokost. Efter en del snak frem og tilbage beslutter de sig for at bygge et køretøj med en katapult forrest, så de både kan køre fra farlige dyr og slynge tunge ting efter evt. forfølgere. Hvem skal teste køretøjet, da det står færdigt? Det skal være en der kan ligge stille, og det kan Ketty Kat, men er det ikke ret farligt?

Jørgen Pingvin er den sødeste pingvin, der elsker at bygge hele tiden og kan bygge alt med sine luffer, også i de timer hvor han forventes at høre efter. Han bliver himmelhenrykt da Jørgen Kanin begynder i klassen, for hun kan heller ikke sidde stille, og nu kan de bygge sammen.

Der er masser af humor i fortællingen, ikke mindst i Rasmus Bregnhøis illustrationer, som viser Jørgenerne, Ketty Kat og de andre i skøre situationer. Særligt da undulaten fra klassen kigger frem bag dørkarmen, da de to opfindere er ved at sende Ketty ned ad trappen i deres vanvittige køretøj uden bremser.

Materialer