Er broderi praktisk i en moderne tid?

LAPPE-SAMMEN sætter fokus på broderi lørdag d. 21. november kl. 14-17. Broderi Moderne vil være til stede på dagen.

Jeg broderer lidt en gang imellem. Ikke så meget, bare lidt, og når jeg gør det, så er det primært korsstingsbroderi. Jeg broderede meget sammen med min farmor, da jeg var lille, men efterhånden som jeg blev ældre, så gled broderiet i baggrunden. Broderier er jo ikke hippe – eller det var de i hvert fald ikke, da jeg var teenager, så jeg lagde syslerne ned i skuffen. Her lå i de mange år, helt præcist 15 år skulle der gå, inden jeg (næsten ved en tilfældighed) igen fandt de broderiprojekter, som jeg var gået i stå med. Der var blandt andet en påskedug med små kyllinger og æg, som min farmor var begyndt på, men aldrig blevet færdig med. Det var jo et godt sted at begynde, skitserne og garnet var der jo endnu. Jeg kunne jo også brodere en suttesnor til de veninder, der skulle på barsel. Ja, faktisk var der mange små steder, hvor broderiet igen begyndte at dukke op i min bevidsthed. Broderi er et fint og detaljeret håndværk, og jeg ville gerne have den æstetisk tilbage, men det skulle være med et praktisk twist. Spørgsmålet er bare… Kan man det?

Om det er muligt at lave ”praktisk broderi”, kan du finde ud af, når der er LAPPE-SAMMEN på Risskov Bibliotek lørdag den 21. november kl. 14-17. Der vil jeg være at finde – og jeg vil tage mine projekter med. Broderi Moderne vil også være til stede på dagen, hvor de under titlen ”Broderi og bæredygtighed” vil give et indblik i, hvordan broderi stadig er et vigtigt og aktuelt håndværk – ikke mindst i lyset af bæredygtigheden.

Arrangementet er i regi af DYRK! Dit bibliotek og du kan tilmelde dig arrangementet her.

Mange hilsner

Christine.

Materialer