Orla Frøsnapper

Aarhus Bibliotekerne uddeler Orlaprisen

24.09.21
Børnenes egen bogpris, Orlaprisen, er tilbage og uddeles næste gang den 25. november på Dokk1. Børn fra hele landet inviteres til at stemme på deres favorit den 25.oktober-7. november på eReolen GO

Aarhus Bibliotekerne og eReolen GO! samarbejder om at videreføre Orlaprisen – børnenes egen bogpris. Orlaprisen er en national børnelitteraturpris, der er blevet uddelt til børnenes favoritforfattere hvert år siden 2005. Efter en pause i 2020 er prisen nu tilbage med Aarhus Bibliotekerne som anker i tæt samarbejde med eReolen GO.

Orlaprisen har Ole Lund Kirkegaards velkendte figur i front og de nominerede bøger udvælges af en jury af børn, ligesom det også er børnene selv der stemmer, formidler og kårer forfatterne. Børn fra hele landet inviteres til at stemme på deres favorit og bibliotekerne over hele landet spiller en stor rolle i formidlingen af prisen.

Albus Børnelitteraturfestival bliver centrum for den festlige prisuddeling, og for første gang følger der en pengepræmie med til de vindende forfattere. Prisen uddeles på Dokk1 i Aarhus, den 25. November.

Fakta om Orlaprisen 2021

Orlaprisen er en national børnelitteraturpris støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Afstemningen til årets Orlapris åbner den 25. oktober på eReolen GO.

De nominerede bøger udvælges af en jury primært bestående af børn.

Prisuddelingen vil finde sted på Dokk1 i Aarhus den 25. november under årets mini-Albus Festival.

Priserne uddeles til danske forfattere til bøger udgivet mellem august 2019 og august 2021.

Kontaktoplysninger

Hvis du vil vide mere er du velkommen til at kontakte Sif Lüscher Rauff på silr@aarhus.dk