Bøger fra 2012
Årets danske roman: må være Harald Voetmanns ’Kødet Letter’, der er en fantastisk lille roman om Kühleborn, der arbejder på et talgsmelteri i Kødbyen, hvor fedtet driver ned ad vægge og vinduer. Der er passager om morgenbrød, der bliver for tørt, og om afrevne øjenlåg i morgenbrød. Der er ”dødsfrakker” og en jeg-fortæller, der kalder sig Harald Voetmann, samt meget mere. Romanen er en sær blanding af fortid og fremtid, hvilket skaber et udefinerbart rum, hvor alting kan ske. Jeg var ganske overvældet og begejstret, da jeg havde læst Voetmanns roman, og har siden anbefalet den til alle, der ville lytte! Uden tvivl må det være årets danske roman.
Årets skuffelse: var Josefine Klougarts ’Én af os sover’, der med sine lange, vævende tråde ikke formåede at overbevise mig. Det var som om, at romanen ikke vidste, hvad den ville, den kredsede om alting og ingenting på samme tid, og ofte virkede de lange, poetiske tankestrømme forcerede. Desuden var hendes tegnsætning og evindelige brug af kolon til stor irritation for mig! Jeg forstår ikke, at hun endnu en gang er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og tilslutter mig fuldt ud Lars Bukdahls kritik af nomineringen (se bukdahl.blogspot.dk).
Årets krimi: jeg har aldrig været den store krimilæser, så jeg kan desværre ikke anbefale årets krimi. Ofte bliver jeg så skuffet, når jeg læser en krimi, at jeg afholder mig fra at begynde på en. Til gengæld holder jeg meget af gotiske fortællinger, da de indeholder den spænding, krimien søger, og ofte forsøger de gotiske fortællinger da også at opklare eller undersøge. Derfor vil jeg i stedet for krimien anbefale Henry James’ ’The Turn of the Screw’ (1898) og Robert Louis Stevensons ’The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’ (1886), hvis man ønsker lidt gotisk spænding i hverdagen. Her er der hverken sparet på uhygge, overraskelser eller mordgåder.
Årets litterære live-oplevelse: jeg er lidt i tvivl om Frodegruppen 40, der optrådte til Spil Dansk Dagen, kan betegnes som en litterær live-oplevelse? Deres show var i hvert fald en oplevelse! Ikke mindst var det underholdende at se Jens Blendstrup i glansnummeret ’John danser grøntsag.’ Et mere traditionelt bud på en litterær live-oplevelse var Jonas Hassen Khemiri til Vild Med Ord i efteråret, hvor han fortalte, om den debat hans forfatterskab havde skabt. Khemiri brugte meget tid på at forklare, hvilket forhold til sproget han havde, og hvordan han benytter andet end det svenske sprog til at gøre opmærksom på sproget. Ved samme lejlighed læste Khemiri højt fra romanen ’Jag ringer mina bröder’, der udkom i efteråret, og som jeg ser frem til at læse selv.
Årets overraskelse: personligt er jeg ikke så begejstret for Helle Helle, men hendes roman ’Dette burde skrives i nutid’ var alligevel årets overraskelse. Romanen er godt nok fra 2011, men jeg vælger alligevel at tage den med her, dels fordi jeg ikke fik læst den før sommerferien 2012, dels fordi jeg blev så positivt overrasket. Normalt er jeg ikke så entusiastisk omkring Helle Helles måde at skrive på, og ofte føler jeg ikke, at fortællingerne har nogen dybde, så det var da også med en vis portion skepsis, at jeg satte mig ned med ’Dette burde skrives i nutid’. Efter endt læsning lånte jeg flere bøger af Helle for at finde ud af, om jeg var blevet ”omvendt”, om jeg nu også var blevet Helle Helle-fan, men det var ikke tilfældet. Jeg er ikke omvendt (endnu), men jeg er bestemt overbevist om, at jeg skal læse ’Dette burde skrives i nutid’ en gang eller to mere, for det er den faktisk værd.
Årets oversættelse: her er jeg faktisk lidt i tvivl, for har jeg egentlig læst en oversættelse fra 2012? Det undrer mig, hvis jeg ikke har, men samtidig kan jeg på ingen måde huske, hvilke det drejer sig om. De oversættelser, som jeg har læst (og kan huske, at jeg har læst), er ikke fra 2012. Så vidt muligt vil jeg gerne læse bøger på originalsproget, så muligvis er det derfor, at jeg ikke er stødt på 2012-oversættelser. Jeg læste godt nok Karl Ove Knausgårds ’Min kamp’ på norsk men mon ikke, at der er blevet oversat en enkelt eller to af hans bøger her i 2012? Det skulle undre mig meget, hvis andet var tilfældet, for i 2012 kunne man stort set ikke læse et bogtillæg eller gå til en forelæsning uden at Knausgård blev fremhævet som et pragteksemplar. Knausgårds bøger var pludselig indbegrebet af god litteratur. Jeg hørte et interview med Knausgård, der fortalte, at intentionen med ’Min kamp’ var at beskrive hverdagen som den er: kedelig og triviel. Og hvis det var formålet, så må jeg sige, at han har ramt plet! For ja, jeg kedede mig rent faktisk, da jeg læste ’Min kamp’. Knausgård formår at gøre det at hente en kop kaffe til et eksistentielt spørgsmål, der fylder 30, 40, 50 sider. Han formår at skrive lige så mange sider om en sæbe, der skummer. Og det er ikke en gang det værste. Allermindst bryder jeg mig om, at han former sin fortælling som en rammefortælling. Som læser var jeg hele tiden tabt i fortællingen, fordi den gled ud på et sidespor, der blev afløst af endnu et sidespor, og da man endelig vendte tilbage til der, hvor man kom fra, var det svært at genkalde sig startpunktet. Jeg har mere sympati for tankerne omkring projektet, end jeg har for det færdige projekt. Jeg synes ikke, at Knausgård er så fantastisk en forfatter (eller skribent!), som han er blevet gjort til. Det er næsten lige før, at jeg hellere vil kaste mig over Kirsten Thorups ’Lille Jonna’ (1977) end at læse Knausgård igen – ’Lille Jonna’ er trods alt meget hurtigere læst. Eller vent… Skrev jeg virkelig ’Lille Jonna’? Det må jeg nok hellere overveje en ekstra gang…