At bære vidnesbyrd
Men i disse år dør de sidste overlevende fra kz-lejrene, så hvem skal nu viderebringe holocaust-beretningerne, når vidnerne forsvinder? Er det litteraterne? Historikerne? Juristerne? Eller er det mig, som læser af de overleverede vidnesbyrd? Jeg konkluderede, at jeg lige så godt som du kan viderebringe min læseoplevelse af vidnesbyrdene.
Hvad er et vidnesbyrd egentlig, kan man spørge sig selv, hvad er det, der karakteriserer vidnesbyrdet som et stykke selvstændigt litteratur? Først og fremmest adskiller vidnesbyrdet sig fra historieskrivningen, fordi vidnesbyrdet er en øjenberetning. Historieskrivningen er objektiv og domineret af fakta, der til sammen udgør en fælles fortid, en fælles konsensus om, at sådan fandt holocaust sted. Som modstykke hertil findes vidnesbyrdet, som er forankret i subjektet, og som fokuserer på en personlig skildring af oplevelsen af holocaust og kz-lejrene. Vidnesbyrdet bliver vigtigt, fordi det giver et indblik i kz-lejrens hverdag: arbejdet, det psykiske og fysiske aspekt, manglen, døden og samtidig forsøger vidnesbyrdet også at forklare, hvordan og hvorfor man kan få folk til at udrette de mest bestialske handlinger. Svaret er ofte: for at overleve.
Historieskrivningens minus må nødvendigvis være, at de fakta, man konfronteres med, ofte virker så urimelige og uforståelige, at man ikke kan forholde sig til dem. Et eksempel på dette kan være nazisternes deportation af de ungarske jøder, som fandt sted fra den 14. maj til den 8. juli 1944. På de 55 dage døde 350.000 mennesker, det vil sige at 6364 døde om dagen, hvilket bliver 265 døde i timen, hvilket igen bliver 4 døde i minuttet. Det er horrible tal, som de færreste nok egentlig forstår betydningen af, og fordi vi ikke kender de menneskers historie, fordi de blot er tal på vores skærm, så anonymiseres de, hvilket Iboja Wandall-Holm beskriver i sit vidnesbyrd Farvel til århundredet: ”det kæmpestore antal myrdede er så formløst og anonymt, at det udsletter billedet af det enkelte menneske, og gør forestillingen om det skete til en abstraktion.”
Det er det samme, som går igen hos Primo Levi, der i forordet til sit vidnesbyrd Hvis dette er et menneske pointerer: ”Det forekommer mig overflødigt at tilføje, at intet i denne beskrivelse er opfundet.” Da jeg læste det, slog det mig, at Levi rent faktisk understreger, at det, han beretter, ikke er fiktion. Det læseren møder er virkeligheden, når den er værst og mest uforståelig – så uforsonlig, at den nødvendigvis må være fiktion. Ja, det burde være overflødigt at tilføje, at der ikke er tale om en fiktion, men beskrivelserne virker bare så uvirkelige, ikke? Der er en dobbeltsidighed i Levis udsagn, som jeg ikke kan slippe igen.
”Ingen forlader nogensinde gaskammeret”
Sådan skrev Shlomo Venezia i sit vidnesbyrd, for selvom man overlever gaskammerets tilstedeværelse, så forlader man det alligevel aldrig helt. Man forlader kz-lejren som noget andet, end da man ankom, man overlever som noget andet. Primo Levi er fange i Auschwitz, da lejren befries af russerne, og i Tøbruddet skildrer han hjemrejsen til Italien. Det bliver en lang hjemrejse for Levi, over et år varer den, og da han endelig kommer tilbage til Italien, er alting forandret: venner og familie mangler.
Dette åbner også op for et andet aspekt af vidnesbyrdlitteraturen, nemlig problematikken omkring et vidnesbyrds slutning. Vidnesbyrdet rummer ingen morale, som i romaner og andre fortællinger, hvor læseren fx finder ud af, hvorfor hovedpersonen lider af højdeskræk. I vidnesbyrdet findes ingen årsag til det skete, tingene falder ikke på plads, de falder ikke til ro.
Forfatteren Imre Kertész har selv siddet i en kz-lejr, men vælger i sit vidnesbyrd Kaddish for et ufødt barn at skildre sine oplevelser via fiktionen. Kertész mener, at man kun kan tillægge kz-lejrene en mening, hvis man skildrer dem gennem litteraturen, fordi man ikke kan forstå kz-lejrene – ikke en gang når man er i dem, forstår man dem, siger Kertész. Fiktionen kan bedre genskabe kz-lejrenes rædsler, fordi fiktionen ikke forsøger at virkeliggøre på samme måde som dokumentaren. Fakta og dokumentation mimer kun rædslen.
Jeg vil også nævne Tadeusz Borowskis vidnesbyrd Hos os i Auschwitz. Borowski benytter sig af ironi i sit vidnesbyrd, hvilket bl.a. den postkortagtige titel Hos os i Auschwitz og kapitlet ”Denne vej til gassen mine damer og herrer” indikerer. Borowskis vidnesbyrd skabte billeder, som forfulgte mig i mine drømme, og som stadig hænger fast i min bevidsthed. Jeg tror, at de billeder, som Borowski (og også de andre vidnesbyrdforfattere) skriver frem, altid vil sidde fast i mig, men jeg vil alligevel ikke have undværet læsningen – den har givet mig en hel del at tænke over
Der findes mange forskellige tilgange til det at aflægge vidnesbyrd, og jeg har i dette indlæg hovedsageligt koncentreret mig om det fortællende vidnesbyrd. Ønsker man at beskæftige sig med vidnesbyrd, som ikke er så teksttunge, kan man med fordel læse Art Spiegelmans Maus I-II, som er en graphic novel, der i tegninger beskriver Spiegelmans forældres holocaustoplevelser. En anden mulighed er Steven Spielbergs film Schindlers liste, der forholder sig i en dokumenterende tone, og Roberto Benignis film Livet er smukt, som er en fiktiv fortælling om en far og hans søns fangenskab i en kz-lejr, hvor faderen bruger fiktionen til at overbevise sønnen om, at det hele er en leg, hvor det gælder om at gemme sig for tyskerne.
Kort om det danske vidnesbyrd
De danske vidnesbyrd er ikke dominerende i holocaustlitteraturen. Det skyldes bl.a., at de danske vidnesbyrd glemmes i den måde, vi kollektivt erindrer holocaust og kz-lejrene på. Andre faktorer spiller også ind, fx at Danmark ikke rammes af holocaust på samme måde, som udlandet blev det, og derfor spiller vidnesbyrdene ikke nogen rolle i den danske erindringskultur. Yderligere kom danske fanger i Frøslevlejren, som ikke er en udryddelseslejr, og blev fanger videresendt til Tyskland, fik de tilsendt Røde Kors-pakker. Men inden for de sidste 10 år er danske vidnesbyrd begyndt at spire frem, eksempelvis Iboja Wandall-Holms vidnesbyrd, som jeg nævnte tidligere. Wandall-Holm bidrager også til bogen Vidnesbyrd - danske fortællinger fra tyske koncentrationslejre, hvor en række danskere, som har været indsat i tyske koncentrationslejre, aflægger deres vidnesbyrd.
Hvorfor skal man læse vidnesbyrdfortællinger i dag? Først og fremmest fordi det er nogle utroligt vedkommende beretninger, som vi ikke må glemme. Dernæst mener jeg også, at vidnesbyrdet kan lære os noget om os selv og vores samfund, den måde vi indretter os på og lever sammen på. Det har været stor oplevelse for mig at læse de forskellige vidnesbyrd, og jeg håber, at endnu flere vil få den samme intense oplevelse, som jeg har haft. Vidnesbyrdet lærer os noget om os selv som mennesker og den måde, vi opfatter hinanden og vores materielle goder på. Det er værd at blive mindet om en gang imellem. Jeg vil slutte af med et citat af Iboja Wandall-Holm fra bogen Vidnesbyrd – danske fortællinger fra tyske koncentrationslejre, som beskriver den personlige konsekvens, som kz-lejren fik for hende, og jeg mener uden tvivl, at vi kan lære noget af det. Et vidnesbyrd bliver via navnet en byrde et vidne bærer. Vi skylder dem at læse deres beretninger: ”I Danmark blev jeg dansk forfatter. Kz-lejrene og alt det, som fulgte bagefter, er blevet en del af min livserfaring. Oplevelsen har gjort mig årvågen over for skjulte og åbenbare tegn på alt totalitært. Det er ikke fortiden, som bekymrer så meget, som det uerkendte i nutiden.”