Anmeldelse af koncert ved Lars Skinnebach og Klimakrisen.

Af Anonym (ikke efterprøvet)
14.05.12
Se også et kort uddrag af koncertet, eller nyd videooptagelsen af hele koncertet

Af Tina Schmidt

PERFORMANCELITTERATUR. Temaet for marts måned på Åby Bibliotek var ”Aktivistiske Udgivelsesstrategier”.  I den forbindelse præsenterede LitteraturStedet udstillingen ”Exhibit After Hand” – Udstillingen rummer bogobjekter og videomontage fra det lille forlag After Hand. Trods forlagets størrelse, har der altid været store ambitioner og forventninger til litteraturens betydning for verden: ”Kunst skal ændre verden”, ”Afstanden mellem tanke og handling skal reduceres” eller sagt på en anden måde; Litteraturen skal hives ud af sit eget kulturkredsløb og gives en kritisk og politisk myndighed.

Disse brudstykker af aktivistisk information kværner løs i mit hoved på denne forblæste og kolde aften sidst i marts, hvor Lars Skinnebach og Klimakrisen skal optræde i Litteraturstedet. Inden arrangementet skal til at gå i gang, sidder jeg uroligt afventende. Traditionelt set har politisk kunst (for mig) en ækel bismag af skyldbetonet opdragelse – dét og så formen, performancelitteratur, gør mig utryg, jeg ved ærlig talt ikke hvilken fod jeg skal stå på.

URO. Klokken 19.30 er arrangementet endnu ikke gået i gang. Mange mennesker er mødt frem, nogle uden at have den ringeste anelse om, hvad den næste time vil byde på. Luften emmer af uro, kvinden på stolen foran flytter sig rundt og er en gentagelse af min egen uro. Hun vender sig med et pludseligt sæt, ser mig i øjnene og spørger ”Hvad er det her egentlig for noget?” – Febrilsk leder jeg efter et svar, som aldrig kommer, men får hjælp fra uventet kant da hendes sidemands mobiltelefon begynder at vibrere gentagende gange – insisterende. I stedet for at tage den, tysser han højlydt på den og deraf af hende.

Klimakrisen går på med Skinnebach i midten flankeret af en guitarist og en mac-computerist på den anden side – begge ”instrumenter” udstyret med et arsenal af lydeffekter, og der bliver spillet højt. Lige fra første akkord slås an, bliver det klart, at publikums uro ikke skal dulmes. LitteraturStedet fyldes af en intens og intim stemning – det performative i musikken har en dobbeltfunktion, den danner både støtte og kontrast til Skinnebachs til tider messende, til tider skingre fremførelse. Musikken fylder rummet med lyde, fugleskrig og foruroligende varsling om både en post-apokalypse, men samtidig en urtid uden for et borgerligt samfund.

Hver generation har sin trussel. Under den kolde krig lurede den konstante angst og faren for en af de to supermagter ville trykke på en rød knap, og dermed ville alt være slut. Nutidens krise er klimaet og samfundets endeligt. Ligegyldig hvornår man åbner for avisen, radio eller TV, kan der opleves en forværring af situationen; vandstandene stiger, temperaturen ligeså, mennesker overæder i en grotesk forbrugsfest, CO2-udslip. Som om det ikke var nok, har vi også en finanskrise, massearbejdsløshed, enden på det kapitalistiske samfund. Arrrgghh… stop! For meget!

Det værste er, at det (måske) er vores egen skyld

– Skinnebachs messende stemme går fra ordstrøm til klare, tydelige ord: Verden er ved at gå under!

Kvaliteten ved hans projekt er, at det er oprigtigt ment – men det største plus er, at han aldrig bliver agiterende på vegne af andre, som 70’ernes politiske ærinder gav sig af med. Han prøver at opstille muligheder for sig selv, for sit eget liv og egne valg. Forestillingen er ambitiøs og balancerer lige på knivsæggen mellem kunst og politik – Skinnebach formår at være ikke-agiterende og derfor holder han sig inden for kunstens sfære – det, der maner til egenrefleksion uden at blive pådutning.

ENDEN PÅ UROEN. Jeg sad gennem hele forestillingen og ventede på en renselse, at jeg og mit urolige medpublikum, kvinden med det spørgende blik og manden med mobiltelefonen, skulle få serveret, hvis ikke en løsning, så dog en form for lysning, et håb for fremtiden. Jeg endte op et sted midt i mellem ”måske kan der stadig gøres noget” og ”jeg ved det godt, men det er for sent nu”.

Senere, da jeg reflekterede over det tværkunstneriske i en litterær performance og mislukkens ligeværdighed med det talte ord, måtte jeg atter genoverveje oplevelsen – i musikken findes der måske et spædt håb for fremtiden/ måske en lallende opgivenhed/ måske vejen lukt ud i udslettelsen.

 

 

for at skrive en kommentar.