Af en endnu levende studerendes papirer

Det er ikke til at være nogen steder, hverken i min lejlighed eller i mit hoved, for det vrimler med døde forfattere og fiktive personer. For lidt siden skrev en modernist, at han ville hentes på Memphis station, men det havde jeg under ingen omstændigheder tid til, så jeg svarede, at vi kunne ses ved frokosten og ikke ét minut før! Sidder jeg et øjeblik med en sidste, stille romantiker kiler Pelle sig straks ned mellem os for at erobre min tid. Jeg prøver at overbevise ham om, at det aldrig bliver os to og griber i farten fortvivlet ud efter Aladdins turban, men mine arme er for korte.

Så pusler det i gangen, og på vej ud for at se, hvad det er, snubler jeg over noget opbrudt syntaks, som ligger og flyder. Da jeg er færdig med at ømme mig, og endelig når ud i gangen, er det Claus Beck-Nielsen, der har glemt sit CPR-nummer. Jeg siger til ham, at han skal lade være med at være så selviscenesættende, men det er som om, at han ikke helt forstår mig. Med et brag falder Kongen og mens jeg hjælper ham op skriger Johannes V. Jensen til mig fra toppen af Fusijama, som en anden Chris McDonald, at det "fandme ik' er godt nok, det der"! Jeg prøver at overbevise Hr. Jensen om, at hans tid er ved at være brugt nu, da Kierkegaard pludselig kræver sin ret og vil diskutere det antikke drama over for det moderne. Jeg undskylder mig med, at de vel kan være lige gode, men han bliver ved med at fabulere om, at det er enten-eller, og inden jeg når at svare prikker Niels Lyhne mig på skulderen - han er på kanten af et sammenbrud. Jeg siger til Kierkegaard, at han må filosofere videre med Hegel og går derefter straks i gang med at trøste Niels. Det kan vist godt tage sin tid og jeg går ud for at sætte kaffe over, da det ringer på døren, og Kirsten Thorup er kommet for at aflevere Lille Jonna. Jonna skal passes, men jeg har ikke tid, og sender hende derfor ind til H.C. Andersen, der tilfældigvis kom forbi. De kan vel læse et eventyr, tænker jeg, og løber tilbage til Hr. Lyhne, der er helt opløst nu, så jeg stikker ham hurtigt 25 digte og en drøm og falder selv ned i det moderne gennembrud.

Aldrig mere, siger jeg, og tænker på livet i badeværelset - det må afgjort være tid til at gøre rent, for hvis det her er dansk litteratur, når den er bedst, må det bestemt være min rygrad, når den er værst!