176 hvide sider
”Nykøbing Falster er en by, som er så lille, at den begynder med at holde op. Hvis du er inde, kan du ikke komme ud – og hvis du er udenfor, kan du ikke komme ind. Du går lige igennem, og det eneste spor, som byen efterlader, sidder i tøjet og lugter af gødning om sommeren og sukkerroer om vinteren. Her blev jeg født i 1960, og det var det tætteste jeg kunne komme på ikke at findes.”
Samfundskritikken i ’Den som blinker er bange for døden’ er umulig at komme udenom. ”Hvis du er inde, kan du ikke komme ud – og hvis du er udenfor, kan du ikke komme ind”, skriver Knud Romer i romanen, og lige netop den sætning står tilbage som en central erindring, når man lægger værket fra sig. Nykøbing Falster fremstilles i romanen som det sorteste ”udkantsdanmark”, et provinshul man aldrig undslipper, når man først er blevet integreret, men som det paradoksalt nok stort set er umuligt at blive en del af – i hvert fald, hvis man som Knud Romers mor, og dermed også Romer selv, er af tysk afstamning. Tyskerne er ifølge Knud Romer reduceret til at være den pølse, som grisehandler Oluf Larsen i ’Matador’ smider på gulvet og kalder ”en tysker”, og som hunden Kvik først spiser, når den er blevet forvandlet til ”en dansker”.
Det synspunkt skabte imidlertid en voldsom debat, hvor der var bred opbakning om, at tyskerhadet var ikke-eksisterende på Falster – og da slet ikke i de frigjorte 1960ere og ’70ere! Men Romer fastholdt sin påstand, og skabte med ’Den som blinker er bange for døden’ ikke kun et stykke dansk samtidslitteratur men også et stykke tysk samtidslitteratur, hvor moderens møde med den danske kultur står som et tragikomisk omdrejningspunkt i fortællingen. Moderen, der i Tyskland var forlovet med modstandsmanden Horst Heilmann, degraderes fra tysk helt til tyskersvin. Folk på Falster var ikke klar over moderens rolle i Tysklands historie, og i stedet for at blive hyldet som modstandskvinde blev hun udnævnt til nazist af borgerne: ”Når du kalder en tysker nazist, kalder du også mig for nazist”, sagde Knud Romer i Aarhus.
I ’Den som blinker er bange for døden’ flettes moderens livshistorie sammen med Romers, der tillige med moderen bliver personificeringen af 2. verdenskrigs ondskab – ”Nykøbing var stadig besat”, lyder det i romanen. Sådan opfatter borgerne i Nykøbing Falster det, men mange år senere hævner forfatteren Knud Romer sig, når han reducerer danskerne til at være roehoveder, der ikke forstår noget:
”Der stod en skikkelse med et lysende hoved et stykke oppe ad gaden – ilden brændte i øjnene, næsen, munden – og ovre i vinduet hos genboen stod der også et hoved i flammer. Det grinede ad mig med trekantede øjne og et ondt smil, jeg skreg og løb min vej og kunne næsten ikke tro det – de havde hoveder af roer, og der brændte et lys indeni, som bare ikke var til at se om dagen! […] Jesper stoppede og så ned på mig og sagde det, de plejede at sige, ”tyskersvin” – han grinede, og de andre grinede med. Jeg spurgte, om jeg måtte gå nu, og fik at vide, at jeg skulle tigge først og sige ”be’ om”. Jeg nikkede og løftede mig forsigtigt op på albuerne, og inden jeg vidste af det, pustede jeg ham i munden. Hans øjne flakkede, han baskede med armene, og ansigtet gik ud. Der stod røg ud af ørerne, og så faldt hovedet af og trillede ned ad gaden. Børnene løb skrigende bort, jeg bankede sneen af frakken og pillede roen op og gik hjem, og så byggede jeg en snemand. Jeg satte roen på toppen og frydede mig ved synet – og lavede en snebold, som jeg pakkede, indtil den var hård som en sten.”
Snebolden i citatet bliver et symbol på romanen, på det at skrive så fortættet, at det bliver hårdt som sten. Et symbol, der også genbruges i romanens slutning, hvor snebolden nu er blevet en håndgranat. Romanen bliver i sidste ende Romers hævn over hans dæmoner, over Jesper, som han smider romanen efter. Den angst, som barnet Knud Romer oplever i ’Den som blinker er bange for døden’, findes også hos den voksne Knud Romer, da han giver sig i kast med at skrive romanen, og dermed må konfrontere sin angst og dine dæmoner.
Den angst viste sig at være berettiget, dæmoner var der, da ’Den som blinker er bange for døden’ blev udgivet. ”Jeg blev taget på ordet”, kommenterede Knud Romer i Aarhus, og henviste i den forbindelse til diskussionen omkring hans brug af autofiktion. Hvem er dette romanens jeg, er det Knud Romer selv? Var tyskerhadet ægte og i så fald, hvem var de skyldige? Nødigt ville man klandres for at være tyskerhader, men lige så nødigt ville man undvære en plads i romanen.
I Aarhus spurgte Kjerkegaard, ”kan man blive ved med at holde til at bruge sig selv?”, hvortil Romer replicerede, at det vidste han ikke. For Romer havde drivkraften været den modstand, som han hele sit liv var blevet mødt med, men nu, hvor han var blevet socialt accepteret som forfatter, vidste han ikke, om han kunne skrive længere. For Romer er det nemlig vigtigt, at litteraturen er både eksistentielt og følelsesmæssigt engageret.
Hvis ’Den som blinker er bange for døden’ er Romers debut og samtidig hans afsked med forfatterrollen, så gør det i hvert fald ikke romanens afslutning mindre interessant:
”Jeg gik ind på mit værelse og åbnede skuffen. Det hele lå der endnu – konkylier og søpindsvin og gamle skinkemadder og tordensten og glaskugler, jeg ledte efter granatsplinterne, som jeg havde fået af onkel Helmut. Stykke for stykke satte jeg dem sammen, indtil jeg sad med en russisk håndgranat – nøjagtigt som han havde sagt. Jeg fyldte den med alt, hvad jeg havde i mig, sorgen og fortvivlelsen og raseriet – og satte tændsatsen i og gik op på Højbroen og kiggede ud over Nykøbing for sidste gang. Så trak jeg splitten ud og kylede den så langt, jeg overhovedet kunne og lukkede øjnene og stak en finger i hvert øre.”
Nærlæser man dette stykke, vil man se, at jeget ikke kaster håndgranaten men derimod splitten. Jeget har samlet på ting, som citatet også viser, og ved at samle disse ting har han forsøgt at samle sig selv. Da jeget kaster splitten beholder han håndgranaten, der angiveligt vil eksplodere sammen med sit jeg, med Romer selv. Idet jeget, romanens fortæller, begår selvmord, udraderes fortællerinstansen, og der vil ikke længere være nogen tilbage til at samle stykkerne og fortælle historien. Jeget er død. Fortælleren er død. Og det eneste læseren står tilbage med, er 176 hvide sider. Hvis dette skal læses som Knud Romers litterære exit, så må man sige, at han afslutter sin forfattervirksomhed med samme forunderlige råstyrke, som han i sin tid trådte ind på litteraturscenen med.
”Nykøbing Falster er en by, som er så lille, at den begynder med at holde op. Hvis du er inde, kan du ikke komme ud – og hvis du er udenfor, kan du ikke komme ind. Du går lige igennem, og det eneste spor, som byen efterlader, sidder i tøjet og lugter af gødning om sommeren og sukkerroer om vinteren. Her blev jeg født i 1960, og det var det tætteste jeg kunne komme på ikke at findes.”