Grammofonkoncerter skaber musiknetværk

I takt med at musik altovervejende streames, har det også ændret den måde bibliotekerne formidler musik på. Det fortæller Emil Brøsen, der er bibliotekar på Viby Bibliotek. På Viby Bibliotek er Grammofonkoncerter og Fælleslytning blevet en succes. Arrangementerne imødekommer en efterspørgsel på fordybelse i musikken og samvær med andre.

Udlån af cd’er er støt faldende og bibliotekslånerne efterspørger i højere grad hjælp til at navigere i det væld af musik, der er tilgængeligt. Derfor fokuserer musikformidlingen på at tilbyde et alternativ til streamingtjenesternes enorme musikudbud og den flygtige måde mange i dag lytter til musik på.

I Viby har biblioteket god succes med grammofonkoncerter og fælleslytning. Her lytter deltagerne i fællesskab til en plade i sin fulde længde efter et indledende oplæg ved en entusiastisk musikkender, der fortæller om pladen og musikerne bag.

Musiknetværk skaber festival

Det at mødes om musikken og lytte fokuseret til en hel plade, har vist sig populært. Og på Viby Bibliotek har det tilmed affødt et netværk af frivillige musikentusiaster. Netværket har bl.a. taget initiativ til festivalen Rytmer udenfor Ringgaden, som fandt sted i og omkring Viby Bibliotek i starten af september 2022.

Det er planen, at festivalen skal være en årligt tilbagevendende begivenhed med et varieret udbud af musikoplevelser:

”Festivalen skal tilbyde en bred indgang til musikken, der også understøtter samvær og fordybelse. En mulighed for at komme lidt tættere på musikken og de optrædende. Derfor har programmet i år budt på både talks, workshops og koncerter,” siger Emil Brøsen fra Viby Bibliotek.

Festivalen var en del af Aarhus Music City 2022 og er blevet til i samarbejde med bl.a. Vild i Viby, Viby Fællesråd, Viby Lokalhistorie, Boligforeningen ALBOA, Musikforeningen Mono, Tape Connection og Aarhus Jazz Orchestra.