Quiz & læselyst

Tilst Bibliotek fik midler fra Frø-puljen til indkøb af bøger som præmie til en quiz om sundhed i forbindelse med klassebesøg fra den lokale skoles mellemgruppe børn.

Der er mange flersprogede elever på skolen, og besøget omhandlede dels at komme lidt tættere på sit bibliotek, at få en anderledes dag, men primært at vække læselysten - selv om man ikke er en stærk læser.

Eleverne fik under besøget en booktalk, hvor nogen af de bøger, man kunne vinde i quizzen, indgik, så interessen for både bøger og quiz blev styrket.
Det havde en virkelig god virkning og eleverne var meget interesseret i at deltage og vinde en bog.
 
Bøgerne var nøje udvalgt i forhold til målgruppen og deres læseniveau, så der var et udvalg for alle.
(Fyrtårnene indenfor fantasy, bøger skrevet af youtubere; (RobinSamse, Naja Münster, ComeKean), Kaptajn Underhyler og Drengen der fik ting i hovedet, etc.)
 
Quizzen fik de med tilbage i klassen, så de kunne researche og arbejde videre med sundhed i fællesskab. Quizzen skulle efterfølgende afleveres på biblioteket indenfor en mdr.
Alle elever vendte tilbage efter skoletid og alle vandt selvfølgelig den bog, de helst ville læse.
 

Det var en rigtig fin oplevelse, at formen havde indvirkning på lysten til at læse en bog. Samtidig har besøget gjort eleverne mere bekendte med biblioteket, og de kommer ind imellem på biblioteket, når de har fri. Og selv om sundhedssnakken var sekundær, så var præmien en god motivationsfaktor for at finde frem til den rigtige viden og de rigtige svar.