Om dette arrangement

Tid
7:00 - 22:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
For alle
Udstillinger

Krigens sidste stemmer

23.04.19 - 05.05.19
”Jeg kan huske det hele. Jeg kan se lejren for mig.” Fortællinger fra aarhusianske plejehjemsbeboere om tiden under 2. verdenskrig bliver udstillet i tekst og fotos på biblioteket. Det øger beboernes livskvalitet at fortælle historierne, udstillingen kommer rundt i byen og historierne bliver bevaret i Stadsarkivet.

Under krigen var Aarhus Havn helt central for tyskerne med udskibning af ammunition og våben. Men i 1944 sprang 150 tons ammunition i luften på Aarhus Havn og over 2.000 granater og projektiler spredte sig over Aarhus. 33 døde og 251 sårede.

”I GULDSMEDGADE LÅ ET STYKKE AF EN SKIBSSIDE. DET VAR SÅ FORFÆRDELIGT. VI HAVDE HØRT DE KÆMPE BRAG, OG VI SÅ RAKETTERNE OPPE I LUFTEN. JEG VAR BANGE FOR, AT DER VAR SKET MIN FAR NOGET.” – ELI VERNER RASMUSSEN, F. 1927

Fortællinger fra plejehjemsbeboere om erindringer fra 2. verdenskrig bliver udstillet med tekst og foto 23.4 - 5.5. 2019 på Risskov Bibliotek.

Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune har skabt udstillingen i samarbejde med Stadsarkivet, frivillige fra Besættelsesmuseet og fotojournaliststuderende fra Danmarks Journalisthøjskole. - Det er stærke historier fra en tid, som mange plejehjemsbeboere har oplevet og kan huske. Vores oplevelse er, at beboerne får øget livskvalitet ved at dele ud, og vi andre, som ikke har oplevet krigen, kan bære historierne videre, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

”JEG KAN HUSKE DET HELE. JEG KAN SE LEJREN FOR MIG. DER KØRER ET BÅND I MIT HOVED HELE TIDEN. ER DU PARAT? SÅ SKAL JEG FORTÆLLE DIG FRA DEN DAG TYSKERNE KOM TIL POLEN.” – BARBARA CIELECKA, F. 1924

Der er ikke meget, der både fascinerer og forskrækker os på samme måde som krig. I dag er der heldigvis kun få danskere, der kommer i berøring med krig. Men for ikke så forfærdelig længe siden var det helt anderledes, siger Søren Bitsch Christensen, Stadsarkivet i Aarhus, der har leveret fakta og fotos fra krigen. 9 fotojournaliststuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) har medvirket til at fotografere beboerne, og 2 frivillige fra Besættelsesmuseet har interviewet, indsamlet og deltaget i redigeringen af materialet.

Udstillingen kan også ses på Lystrup Bibliotek d. 18.2 til 12.3 2019 samt Højbjerg Bibliotek 1.4 til 15.4 2019