Om dette arrangement

Tid
(Hele dagen)
Pris
Gratis
Bibliotek
Sted / Rum
Foran verdensrummet
Målgruppe
For alle
Udstillinger

Fritlægningen af Aarhus Å har 25-års jubilæum

09.10.21 - 31.10.21
Det fejrer Aarhus Stadsarkiv med en udstilling på Dokk1, nærmere betegnet ved den udendørs plads uden for Verdensrummet.

Åen var gennem århundreder byens livsnerve. Ja, selv navnet Aarhus er en forvanskning af det oprindelige navn for byen; nemlig Aros, der betyder åmunding.

Allerede i 1885 var der tale om at overdække åen for at fjerne lugtgener og forbedre infrastrukturen i midtbyen. Senere blev der fremlagt flere forslag om omlægning og overdækning af åen, men et overdækningsprojekt blev først påbegyndt i 1932 og færdiggjort i 1958.

I 1977 blev det foreslået at genåbne åen for at gøre bykernen fredeligere og højne den æstetiske og kulturelle kvalitet i midtbyen. Visionen var, at Åboulevarden skulle blive en strøggade med ”vand og grønt, småbutikker og caféer”. Fritlægningen af åen blev påbegyndt i 1995, og første etape stod færdig i 1996. Så i knapt et halvt århundrede var åen forsvundet, indtil den igen blev en del af bybilledet i Aarhus.

Aarhus Å har haft stor betydning for udviklingen af Aarhus. Åen blev med fritlægningen igen et samlingspunkt for borgerne i byen. Nu tilfører den byen mere grønt og er med til at sikre en robust og bæredygtig by, der samtænker plads til vandet i de grønne områder og i byrummene. Aarhus by er altså med fritlægningen af åen med til at opfylde FN’s verdensmål nr. 11 for Bæredygtige byer og lokalsamfund.    

Så kom og få indblik i Aarhus Ås lange og betydningsfulde historie.

Udstillingen på Dokk1 er arrangeret i samarbejde med Aarhus Stadsarkiv, Aarhus Kommune og Teknik og Miljø. Den indgår i EU Interreg-projektet WaVE.

Udstillingsperiode: 09.10.2021 – 31.10.2021.

Udstillingssted: Udendørs ved Verdensrummet – nede foran Dokk1 ved havnefronten og åens udløb i havnen.

Foto: Verdensmålsudstillingen omkring Aarhus Å, 08.10.2021, Maja Hedegaard Christensen / Aarhus Stadsarkiv.