Om dette arrangement

Sted
Højbjerg Bibliotek
Oddervej 74
8270 Højbjerg
Danmark
Tid
(Hele dagen)
Pris
Gratis
Målgruppe
For alle
Udstillinger

Billedkunst på Højbjerg Bibliotek

03.01.19
I januar udstiller billedkunstner Marianne Arlund Jensen på Højbjerg Bibliotek

Marianne Arlund Jensen er uddannet billedkunstner fra Århus Kunstakademi i 2014 i grafik og maleri.

Hun maler på råt ubehandlet lærred, hvor personer grebet i en bevægelse – ofte i interaktion med lærredet - udgør fortællingen. Det rå lærred giver farverne plads, og ved at indarbejde dette som en integreret del af billedet opnås et minimalistisk og rent udtryk, hvor fortællingen bliver det centrale.

Udgangspunktet er ofte tematikker, som kredser om interaktion, kommunikation og menneskelige relationer. Tendenser i tidsånden sættes under lup, det usagte, det fraværende, det som bevæger sig ind eller ud af billedet, eller som er underforstået, er betydende for værkerne. 

Kunstneren udtaler selv:

Med afsæt i billedfladen strækker mine medier sig fra maleri og grafik til foto, tekst og papirarbejde.  Min tilgang til maleriet er koloristisk med fokus på stramme kompositioner, hvor farver, flader og kontraster komplementerer hinanden i en helhed. Jeg arbejder på råt ubehandlet lærred, hvor personer grebet i en bevægelse – ofte i interaktion med lærredet - udgør fortællingen. Det rå lærred giver farverne plads, og ved at indarbejde lærredet som en integreret del af billedet opnås et minimalistisk og rent udtryk, hvor fortællingen bliver det centrale.

Værkerne udspringer ofte af min nysgerrighed og forundring over den menneskelige natur og adfærd. En nysgerrighed, der er bragt videre fra mit professionelle liv med ledelse, HR og kommunikation, hvor det at forstå mennesker, deres kommunikation og adfærd har været essentielt.

Måske er jeg selv beskuer. Min motivverden opstår ofte i noget, jeg ikke bevidst har søgt. Det kan være detaljer i baggrunden af et feriefoto, som indfanger mit blik og ønsker at blive omformet til en fortælling, eller tendenser i tidsånden, der sættes under lup. Det usagte, det fraværende, det som bevæger sig ind eller ud af billedet eller som er underforstået, pirrer mig kunstnerisk. 

Jeg vælger tematikker, der optager mig som menneske: ensomhed, alderdom, afsked, vores omgang med smartphones, eller opgaver, jeg får stillet, som f.eks. at gentænke de klassiske dyder til projektet RethinkDyder, Århus 2017.

Det er min intention, at værkerne ikke kun fremstår som æstetiske farvekompositioner, men at de også giver beskueren lyst til at stoppe op, forstå, reflektere, undres eller smile.

Jeg gengiver min personlige perception af virkeligheden, sat op som et spejl for beskueren - eller for mig selv. En perception, som kan opfattes dybt, humoristisk eller med et skuldertræk, afhængig af den, der ser. Reaktionens karakter er ikke væsentlig for mig, kun at den har været der.