Om dette arrangement

Tid
16:30 - 18:00
Pris
50 Kr
Sted
Dokk1, Store sal
Arrangører
Målgruppe
For voksne
Bestil billet(ter)
Tendenser og Debat

Tænkepauser: Skam

30.09.19
Skammens ansigter

Adam og Eva skammede sig over deres nøgenhed efter at have spist af Kundskabens Træ. Mange unge skammer sig over deres krop. Isak i den norske serie SKAM skammer sig over sin seksualitet. Lars Løkke sagde i sin nytårstale i 2017, at Danmarks koloniale fortid var skamfuld. Thomas Vinterberg udtalte i 2016, at han skammede sig over at være dansk. I Luksusfælden skammes deltagerne igen og igen ud for deres vilde overforbrug. Og i 2018 fik Donald Trump at vide af en gruppe unge, at han ”burde skamme sig” over ikke at gøre noget ved våbenproblemet i USA.

Disse eksempler viser, at skammen i sandhed har mange ansigter: Den kan rette sig mod kroppen, seksualiteten, fortiden eller nutiden, og den kan bruges til at ekskludere individer fra fællesskabet eller måske endda opleves som en mangelvare i samfundet. Det binder dog også eksemplerne sammen, at skammen er knyttet til en følelse af en fundamental mangel ved et menneskes eller et kollektivs identitet. Mens vi føler os pinligt berørt over små brud på den sociale etikette og skyldige over handlinger, som vi ikke skulle have begået, så skammer vi os over os selv – enten som individer eller som del af et fællesskab. Skammen handler altså om mere eller mindre sandfærdige følelser af, at der er noget galt med ”hele selvet”, og – lige så vigtigt – at man føler, de andre kan se det. Det er her, skammens mest genkendelige træk kommer på banen: det sænkede blik, rødmende ansigt og lysten til at dække sig til.

Med udgangspunkt i eksempler fra medier, populærkultur og litteratur giver dette foredrag et forskningsmæssigt overblik over nogle af de mest gængse forståelser af, hvad skam er, og hvilken rolle den spiller i samfundet. Det diskuterer desuden om skammen altid er destruktiv, eller om vi også skal forstå den som et udtryk for menneskets evne til at iagttage sig selv udefra, og dets evne til at række ud mod andre med fare for afvisning. Måske kan skammen endda være et godt sted at begynde en meningsfuld samtale om, hvilket samfund og hvilke fællesskaber vi har lyst til at leve i: Hvordan kan vi bekæmpe den destruktive skam, men værne om den konstruktive?

Tænkepausen holdes af Carsten Stage, lektor i kultur og medier, Aarhus Universitet.

Bog kan tilkøbes billetten for 25 kr