Om dette arrangement

Tid
17:00 - 18:30
Pris
50 Kr
Bibliotek
Sted / Rum
Store sal
Målgruppe
For voksne
Partner
Køb billet(ter)
Tendenser og Debat

Hvad er Danmarks fremtid i EU?

29.04.19
Danmarks forhold til EU har været til debat siden i 1972, men er blevet endnu mere aktuelt med Brexit. Desuden betyder udviklingen i samarbejdet, at de danske EU-forbehold har fået større betydning. Mød juraprofessor Morten Broberg og analytiker Maria Rosenberg til debat.

Med et EU-valg i sigte dykker vi ned i Danmarks forhold til EU – både nu og i fremtiden. Det gør vi på baggrund af Morten Brobergs aktuelle bog om de danske EU-forbehold og DEO’s Vælgerens håndbog i EU. Begge udgivelser er oplæg til debat om EU med introduktion til, hvad EU er for en størrelse og med særlig vægt på Danmarks forhold til EU.

En væsentlig del af det forhold er de danske forbehold. Danmark har siden Edinburgh-aftalen i 1993 haft forbehold for EU-samarbejdet om euroen, forsvarspolitikken og på det retslige område. I 2000 stemte danskerne nej til opgivelse af euroforbeholdet, og i 2015 blev det også et nej til afskaffelse af retsforbeholdet. Forude venter en mulig folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, der er blevet aktuel i forbindelse med planerne om et tættere forsvarssamarbejde i EU.
Brexit (hvis det ender med, at briterne faktisk melder sig ud) betyder en afgørende ændring af magtforholdene i EU. Danmark skal finde sig til rette i det nye EU uden Storbritannien, som vi i 1972 sammen med Irland fulgte ind i EU-samarbejdet. Efter brexit står Danmark sammen med syv mindre og mellemstore lande uden for eurozonen, hvor særligt Tyskland og Frankrig tager de politiske initiativer.

Morten Broberg er professor i International ret, konflikter og kriser ved Københavns Universitet og er aktuel med bogen: ”De danske EU-forbehold og andre spørgsmål om Danmark i EU”.
Maria Rosenberg Rasmussen er journalist og projektleder i DEO. Hun er medforfatter til bogen ”Vælgerens håndbog i EU”, som udkom i marts måned i år. Maria er ekspert i EU, europæisk politik og demokrati.
Deltagelse: 50 kr. inkl. et eksemplar af ”Vælgerens håndbog i EU”. Studerende 20 kr. Gratis for medlemmer af DEO.

Debatmødet er en del af Forskningens Døgn.

Tags