
Om dette arrangement
Hvis du siger missetand - dansk børnemusik gennem 100 år
Der trækkes tråde hele vejen fra J.J. Rosseau til Onkel Reje, når journalist og forfatter Espen Strunk fortæller den farverige historie om dansk børnemusiks historie - fra Inge Aasted og Hannah Bjarnhof, over Povl Kjøller og Lotte Kærså til Rosa fra Rouladegade og Sigurd Barrett.
Udgangspunktet er den nye bog ”Hvis du siger missetand”, og undervejs skal vi naturligvis høre håndplukkede optagelser fra de sidste knap 100 år.
Glæd dig til en både nostalgisk og underholdende aften, hvor et hidtil ufortalt stykke dansk kulturhistorie rulles ud for første gang.
OM BOGEN
De fleste har et forhold til en eller flere børnesange. Hvad færre måske tænker over, er at vores børnemusiktradition er et stykke distinkt, dansk kulturhistorie som fortæller en del om samfundsudviklingen herhjemme de sidste 100 år. Hvis man siger missetand er den første samlede fremstilling af den historie - en fortælling, som trækker tråde hele vejen fra den franske oplysningsfilosof Rosseau til Onkel Reje, de senere års enfant terrible i dansk børnekultur.
Hvis man siger missetand er en gennemresearchet gennemgang af dette farverige felt. Baseret på nye interviews med nøglefigurer samt et omfattende arkivmateriale - og suppleret med masser af illustrationer og sangtekster fra de sidste godt hundrede år.
OM FORFATTEREN
Espen Strunk (f.1980) er freelanceskribent og underviser. Han er uddannet cand.mag. i Litteraturhistorie og har været tilknyttet musikmagasinet GAFFA gennem en længere årrække. Han har udgivet en række bøger, senest Superbenzin & kærlighed (2020) sammen med Søren Kragh-Jacobsen, biografien En gylden korkprop (2021) i samarbejde med Iben Hjejle samt interviewbogen Den sidste rockjournalist (2021).