
Om dette arrangement
Verdenskulturhjørnet: Artist talk med Orhan Özgür Turan
Orhan Özgür Turan er bl.a. kendt fra de intense konstellationer Hudna, Gadjos og Ipek Yolu, og i 2019 udgav han soloalbummet ÖZGÜR.
Musikken på ÖZGÜR tager afsæt i elementer fra anatolsk folkemusik og klassisk tyrkisk musik, båret af den traditionelle akustiske bağlama/saz, men lyduniverset bliver til et spektrum af vibrationer fra nær og fjern, når den traditionelle musik møder blues, psych-rock eller triphop, eller når indisk klingende lyde blander sig med nordafrikanske rytmer.
Denne eftermiddag kan du høre Orhan Özgür Turan i samtale med DJ Sabs om blandt andet kulturmøder i musikken, og vi får også lov at høre et par numre.
DJ Sabs (Sabina Smailagic) er med sin baggrund i antropologien, sin nysgerrighed efter nutidig folkemusik i alle afskygninger og sit daglige virke som booker/manager for flere 'roots & hybrid'-navne en engageret guide ind i verdensmusikken.
Arrangementet foregår i Lille Sal. Husk at købe en billet via linket (50 kr.)
Covid-19
Vi forbeholder os ret til at foretage ændringer i de enkelte arrangementer, hvis corona-situationen skulle ændre sig. Aarhus Bibliotekerne følger sundhedsmyndighedernes anvisninger, så det er trygt at deltage i bibliotekernes arrangementer både for brugere og for ansatte.