Lystrup - festuge
Lystrup - festuge

Om dette arrangement

Tid
13:00 - 15:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Målgruppe
For alle
Blandet godt

Fortæl om fortiden til fremtiden

21.10.19
Lystrup-Elsted-Elev Lokalhistoriske Samling ved Arkivleder Marianne Vasard Nielsen inviterer til indsamling af livshistorier og erindringer om Lystrup på Lystrup Bibliotek. Det bliver på fire mandage i efteråret - den 7. oktober, den 21. oktober, den 4. november og den 18. november alle dage kl. 13.00 - 15.00.

I Kulturåret 2017 indsamlede Stadsarkivet aarhusianske livshistorier. De kan findes på http://www.2017aarhusianere.dk/kategori/alle-erindringer.

Lystrup-Elsted-Elev Lokalhistoriske Samling blev også bedt om at være aktive, men de erindringer vi havde, følte vi hørte til i vores område, ikke i Aarhus. Vi har derfor valgt selv at gå i gang med at indsamle livshistorier eller erindringer fra vores område, og vi begynder i Elsted.

Hvorfor?
Lystrup-Elsted-Elev Lokalhistoriske Samling føler ofte, at vi kommer for sent ud for at tale med mennesker, der ved noget. Sommetider er det et bestemt emne, vi leder efter informationer om, og har så ikke rigtig tid til at høre resten. For eksempel arbejder vi ofte i temaer til årbogen - noget om en gård eller en forretning. Så koncentrerer arkivet sig om de informationer, der handler specifikt om dette. I stedet kunne vi måske have fået en spændende historie om et menneske, som vi kun så som en kilde.

Alle har en livshistorie.
Med projektet livshistorier og erindringer vil vi gerne indsamle det, vi kommer til at snakke om, hvis vi mødes og sætter kaffekanden på bordet. Vi vil gerne have lov til at sætte en båndoptager på bordet, så vi efterfølgende ikke taber guldkornene på gulvet, men netop får dem indsamlet.

I lyset af alle de bøger, der kommer om f.eks.: "Fortæl dit liv", "Skriv om dit liv", "Sådan skriver du dine erindringer" - eller Aarhus Universitets Tænkepauser om "Livshistorier og Erindringer", håber vi, at der er interesse for vores initiativ. På den anden side er der mange muligheder i dag for selv at lave podcasts, videoer og udgive bøger med billeder af børn, børnebørn, ferieturen eller måske udgive nogle af de store begivenheder fra familiealbummet - men det får vi måske ikke adgang til - det bliver måske i private gemmer eller ligger på nettets: https://www.minlivshistorie.dk

Har du lyst til at være med, men kan ikke på tidspunkterne, så hører vi gerne fra dig. Vi vil også gerne aftale interviews med enkeltpersoner eller måske en gruppe arbejdskammerater eller kolleger.

Man skal ikke tilmelde sig - bare møde op. Vi giver kaffe og hver gang prøver vi at have et oplæg, som kan sætte samtalen i gang.