Til www.aarhus.dk
Du er her

Om Aarhus læser højt

12 januar 2012 af Lene Frandsen
Aarhus læser højt er et initiativ under Aarhus Kommunes Biblioteker. Vi samarbejder med byens litterære aktører, skoler, børnehaver, plejehjem, private virksomheder og ikke mindst et hav af frivillige højtlæsere, der alle gerne vil være med til at fortælle en god historie.

 

Universitetsforskning, erfaringer fra England og erfaringer fra danske biblioteksprojekter som Bogstart, Læselyst og Læselysten voks(n)er viser, at højtlæsning er mere end hyggelige stunder. Det handler om livskvalitet, om social inklusion, fællesskab og om at opleve litteraturen. Samtidig rummer højtlæsning – forstået bredt – en performativ dimension centreret omkring en unik oplevelse af litteraturen her og nu.

 

Aarhus læser højt løber første gang af stablen 19.april 2012 og idéen er, at det skal være en årligt tilbagevendende dag, hvor hele byen inviteres til at læse højt for hinanden. Der læses allerede højt mange steder i byen hver dag, men denne dag vil vi gøre det i fællesskab!

 

Gennem en stor mangfoldighed af arrangementer og happenings sætter vi fokus på højtlæsningens mange spændende ansigter. For højtlæsning er alt fra oplæsning i børnehaven til poetry slam til en talerstol i parken til oplæsning for døve (jo!) til højtlæsningsbanko til…

Kun fantasien sætter grænser og målet er, at ingen borgere undgår højtlæsning denne dag.

 

Højtlæsning er nærvær!

Glæden ved at høre en god historie skal gives videre. Derfor skal der ikke bare læses højt på plejehjem, forsorgshjem og børneafdelingen på Skejby, men også hjemme i stuen sammen med mor og far, eller den elskede.

 

Højtlæsning er nye møder!

Gode historier bringer mennesker sammen og derfor skal skoler, virksomheder, plejehjem eller caféer bruge denne dag til at møde nye partnere ved at invitere hinanden til at mødes om den gode historie.

 

Højtlæsning er overraskelser!

Der skal være højtlæsere, som læser højt på alle tænkelige og utænkelige steder, hvor folk og forbipasserende ikke forventer at møde en historie: i bussen, i kantinen, i supermarkedet, og i tandlægens venteværelse.

Og aarhusianerne skal møde højtlæsning som de aldrig har mødt den før, når byens litterære aktører gør det, de gør bedst: laver performative højtlæsninger som poetry slam, lyd+ litteratur, og alle de andre kreative ting.

 

Aarhus læser højt samarbejder med Aarhus Stiftstidende og Mediehus Aarhus