Litteratur

Jeg bliver ved med at spekulere over det lille ord ”jeg”. Et lille ord, men med en meget stor betydning. Det her med at vi konstant skal skabe vores egen selvfortælling, og at medierne non-stop konfronterer os med, at vi skal skabe denne selvfortælling. ”Jeg” fylder meget. Idéen om, at jeget ændres afhængig af, hvilken kontekst det optræder i, er dominerende. Skellet med fiktion og virkelighed nedbrydes, og jeget bliver aktør i spillet, splittet mellem de to poler. Grænsen for, hvornår ”jeg” er ”mig”, og hvornår det er noget andet, skrider. Det er som om, at illusionen bliver virkeligheden, og at virkeligheden trænges i baggrunden til fordel for ”den, jeg gerne vil have andre tror, jeg er.”

Det er attituderelativisme, det er selvfremstilling, det er iscenesættelse. Det er alting og ingen, og i midten af orkanens øje placerer jeg Michael Strunge og mig selv: på vej væk fra rollespillet, på vej frem mod en ny helhed.