Til www.aarhus.dk
Du er her

Stor efterspørgsel på sms-julekalender

Stor efterspørgsel på sms-julekalender

13 december 2010 af Lise Kloster Gram
Den tid er forbi, hvor en julekalender kun er noget, der hænger på væggen eller sendes i fjernsynet.

Dette har Århus Kommunes Biblioteker vist i samarbejde med forfatteren Merete Pryds Helle. Sammen med bibliotekernes litteraturkonsulent, Lise Kloster Gram, har hun nemlig udviklet en sms-roman, som biblioteksbrugere i Århus har kunnet tilmelde sig blot ved at sende en enkelt sms. Over 1000 biblioteksbrugere har valgt at benytte sig af denne service, som er gratis. Interessen for julekalenderen har dermed overgået alle forventninger.

Merete Pryds Helle hører til blandt landets mest eksperimenterende forfattere, og allerede i 2009 udgav hun Danmarks første sms-roman, Jeg tror jeg elsker dig. Herudover har hun lavet en lydbog som opfølger sin anmelderroste roman Hej Menneske fra sidste år, ligesom hun har været med til at udvikle computerspil.

6. december besøgte Pryds Helle Viby Bibliotek, hvor hun fortalte om sms-julekalenderen og om digital litteratur. Hun kunne blandt andet fortælle, at sms-romanen stammer fra Japan, hvor kombinationen af et kompakt skriftsprog og store skærme på mobiltelefonerne gjorde det muligt at lave romanafsnit af en længde, som passede til afstanden mellem to undergrundsstationer.

Ifølge Pryds Helle er mobiltelefonen et af de sidste rigtig private rum, som er tilbage. Langt de fleste deler ikke indholdet af deres mobiltelefon med andre. Dette gør det ifølge forfatteren muligt at skrive en meget privat historie. Samtidig betyder sms-formatet, at der ikke er meget plads at gøre godt med, men netop en julekalender har den fordel, at langt de fleste kender julen, og derfor kan man som forfatter nøjes med få, enkle virkemidler for at få læseren til at forstå, at der er tale om jul.

I begyndelsen af november afholdt Århus Kommunes Biblioteker i samarbejde med en række samarbejdspartnere en velbesøgt international temadag om nye litterære tendenser. Med dette års sms-julekalender har Århus Kommunes Biblioteker haft mulighed at tilbyde århusianske biblioteksbrugere et eksempel på nye litterære tendenser, som overskrider bibliotekernes hylder, og som er med til at udfordre og udvikle formidlingen af skønlitteratur.

16. november blev Merete Pryds Helle interviewet til radioprogrammet Kulturnyt på P1. Interviewet kan høres her.