Litteratur

I sin forelæsning ”Selvskildringens projekt og Det andet Køn” analyserer og reflekterer Lis Nordrup over selvskildringer skrevet af Leonora Christina Ulfeldt, Charlotte Dorthea Biehl og Thommasine Gyllembourg. Der er ingen tvivl om at de tre tekster er ganske fantastiske, og giver en helt unik skildring af kvindens rolle i forskellige samfundslag i forskellige århundreder. Det gik bare pludseligt op for mig, at det ikke kun er i dag, i vores individfokuserede samfund at interessen for selvbiografier findes. At den fandtes i 1600 tallet, ja at der faktisk helt tilbage fra omkring år 300 e.kr. er skrevet selvbiografier, var helt ny viden for mig.

Når man i dag træder ind i en boghandel, er det svært ikke at få kastet en eller anden selvbiografi i hovedet. Peter Schmeichel, Joakim B. Olsen, Samuel Fussel, Jason Watt, Andreas Burket, ”Lotto Henrik”, Søren Funch og Henrik Tüchsen, Richard Branson, Mærsk Mckinney Møller, B. S. Christiansen, Justin Bieber, Keld og Hilda Heick, Stig Tøfting, Will Smith, Medina er bare et lille udpluk af de sportsstjerner, musikere, skuespillere, erhvervsmænd, generelt kendisser, der må mene, at de med deres erindringer vil kunne berige os på en eller andet niveau. Eller er det virkelig det de vil? Og hvis ikke det er det, hvad vil de så?

For mig at se stemmer det store antal af udgivne selvbiografier ret godt overens, med det populærkulturelle fænomen at alle kan få 15 minutters berømmelse. Jeg har svært at se den store forskel på tv-showet ”Amalies Verden” og Medinas biografi ”Tæt på”.  Jeg vil mene at de begge er en slags selvpromovering. At selvbiografien for det meste bliver set bedre på kulturelt end reality-fjernsyn, må skyldes mediet det formidles i og ikke hvad der formidles. Desuden kan man vel generelt betvivle evnen til at se ens liv i et større perspektiv i en biografi skrevet af en person som fx Justin Bieber på under 18.

Skal jeg alligevel søge en anden forklaring på det ekspanderende selvbiografifænomen, kan man som Dorthe Kirkegaard Thomsen, ph.d. og adjunkt ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet i et interview med Kristeligt Dagblad peger på selvbiografien som en form for refleksiv selvudvikling. En måde man kan anskue tidligere hændelser, og måske få et større indblik i sin egen psykologiske proces. Hun mener også at vores samfund er mere eller mindre konstant biografisk; vi bliver hele tiden i evalueringer, samtaler med arbejdsgiver osv. tvunget til at reflektere over tidligere forløb, hændelser, reaktioner. Lidt i samme stil mener teolog og forfatter Jørgen I. Jensen, at selvbiografien kan ses på som en moderne form at skrifte på.

Citat fra Kristeligt Dagblad: ”Ser Jørgen I. Jensen på Dagens Danmark, ser han flere paralleller mellem den herskende ånd i senmiddelalderen og i dag. Dengang var det en kristendom på skæv kurs, som førte til overdreven bekendelses- og bodspraksis. I dag er det et krav i kulturen om at finde ens følelser frem, der skaber præstations¬neuroser, mener Jørgen I. Jensen.”

Jeg synes det er svært at bedømme, hvorfor det i virkeligheden er, at der findes så mange selvbiografier på det nuværende litterære marked. Om det er et spørgsmål om kendissernes pludselig trang til selvindsigt, deres køb af aflad, deres måde at rive sig løs af sladderpressens rygter, bare deres generelle medieliderlighed, eller et simpelt spørgsmål om udbud og efterspørgsel. For efterspørgsel må der jo være. Man kan vel også vælge at tage ”Ja-hatten” på, for selvom kvalitet og værdi af de mange selvbiografier i dag i høj grad er varierende, er det vel ikke helt skidt at forlagene, ved de mange salg af selvbiografier, kan tjene penge til også at udgive noget lidt mere omkostelig og for mig mere givende litteratur.

Af Emma Matilde Krog.