Til www.aarhus.dk
Du er her

Knausgårds kamp

Knausgårds kamp

24 november 2011 af Christine Granild
Okay, hvis ret skal være ret, så indrømmer jeg, at jeg red med på den litterære selvfremstillingsbølge, der skyllede ind over os for år tilbage. Det var spændende, det var nyt, men nu er det hele bare blevet lidt for meget. Hvis man spørger mig…

Så udkom det sjette og sidste bind i Karl Ove Knausgårds romanprojekt Min Kamp endelig, og hvis man er helt stille, kan man stadig høre det lettelsens suk, som mangt en anmelder og litterat drog. For sjette bind lod vente på sig, og spekulationerne bredte sig som ringe i vandet: tænk nu, hvis det var endnu et litterært mediestunt, tænk nu, hvis sjette bind aldrig kom. Men sjette bind kom, og hvad så nu? Er sagaen om Knausgård så endeligt afsluttet? Nej, Knausgårds tid som forfatter er næppe overstået, men med den sidste sætning i Min Kamp 6 har anmelderne og litteraterne fået endnu mere at snakke om: ”Om nogle minutter skal jeg rejse mig fra skrivebordet, gå ud på gaden, tage mig en kaffe og nyde – virkelig nyde tanken om, at jeg ikke længere er forfatter”. Det, der bl.a. har skabt furore omkring Knausgård, er at hovedpersonen i Min kamp bærer det samme navn som forfatteren. Så hvem er det egentlig, der i Min kamp 6 forlader skrivebordet og forfattertitlen? Er det Knausgård eller Knausgård? Mit bud er, at det er Knausgård, ham, der optræder i romanen. Selvom ”Fiktionens Knausgård”, ham i romanen, har meget til fælles med ”Virkelighedens Knausgård”, forfatteren til Min Kamp, så mener jeg ikke, at man bør overse, at der på Min kamp er trykt ordet roman. Der står ikke selvbiografi eller noget i den stil, for der er tale om en roman, dvs. fiktion, der tager udgangspunkt i virkelige hændelser. Nogle ting i Min kamp er muligvis fiktionsfri, men så længe, der er tale om en roman, så er ”Fiktionens Knausgård” og ”Virkelighedens Knausgård” ikke den samme, og det er derfor ”Fiktionens Knausgård”, der forlader Min kamp i bind 6. Virkeligheden har været igennem en fiktionaliseringsproces, inden den blev trykt i Min kamp. Men der sidder sikkert en litterat derude et sted og mener noget helt andet… Problemet er jo netop, at man ikke sådan uden videre kan skille det ene fra det andet.

Det er det samme, der gør sig gældende hos nogle forfattere her i Danmark. Mest markant i sit udtryk er nok Claus Beck-Nielsen, manden der afskrev sig sin identitet og senere begravede en vokskopi af sig selv (blot for senere at grave den op igen, men lad nu det ligge). Men selvom Nielsens identitet er død og begravet, så lever hans fysiske krop stadig, og han producerer stadig kunst og litteratur. I Nielsens tilfælde er det svært, dvs. umuligt at skille fiktion og virkelighed. Nielsen er blevet sin kunst, og kunsten er blevet Nielsen.

Den selvfremstillende litteratur er med tv-værten Anders Breinholts ord blevet for meget ”ananas i egen juice”. Forfatterene vælter rundt i grænselandet mellem fiktion og virkelighed, og de ting, der produceres, er efterhånden blot parafraser over allerede (op)brugte temaer. Michael Strunge skriver i sit digt ”Neonpoemet”: ”maskiner der producerer maskiner / fordi man har brug for maskiner”. Litteraturen er degenereret til en selvkørende maskine, der udelukkende skaber ny litteratur, fordi der er et behov for den. Men det er ikke nytænkende litteratur, der skabes. Det er kopier af kopien…

Det jeg savner, er den nytænkning, som den selvfremstillende litteratur emmede af, da den brød frem på litteraturscenen. Jeg savner, at man udfordrer litteraturen men ikke udtømmer den for mening. Litteratur vil altid indeholde et element af virkelighed, og sådan skal det også være, men når spørgsmålet om, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion, tager overhånd, så er der ikke længere tale om litteratur for litteraturens skyld. Og det er synd, når opmærksomheden flyttes fra litteraturen til fordel for forfatterens private liv uden for bogens rammer. Så jeg er gået i den anden grøft igen og stemmer for, at litteraturen endnu en gang vender tilbage til at blive en æstetisk praksis. L’art pour l’art.

Kommentarer

Hej Christine. Spændende at høre om bind 6 i Knausgårds store projekt, men er det ikke som om du selv snubler ind i netop den selvfremstillingsdiskussion du egentlig gerne vil undgå? Jeg er enig i at debatten om liv-fiktion fylder alt for meget i forhold til det den kan bære - især tilfældet: Knausgård, som af en eller anden grund gøres til noget helt særligt. Det er som om det glemmes at det altid har været litteraturens anliggende at forhold sig til virkeligheden i omskreven form - det ligger så at sige som en grundpræmis for kunsten at den skal forandre og fremstille noget som er forankret i almene menneskelige erfaringer.

Hvis man forsøger at læse Knausgård i en anden optik (og det er vel en dyd som litterat at læse lidt 'imod' strømmen) så opdager man at det ikke er 'selvfremstillingen' der bærer fortællingen, men derimod den møjsommelige registrering af hverdagslivets strabadser. Og det er for så vidt ligegyldigt om personerne er virkelige eller ej - det der holder fortællingen oppe er den udveksling mellem 'det sladdervorne og det sublime' som Lillian Munk Rösing skriver i sin anmeldelse af andet bind. 'Vor tids Proust', som Rösing kalder Knausgård, vil jeg mene er at tage munden for fuld, men der er helt klart aspekter og momenter i 'Min kamp' der i mine øjne er 'stor litteratur'. Nu er jeg dog kun nået til andet bind og kan dermed nå at blive skuffet endnu - ligesom jeg forstår du er blevet det. Alligevel mener jeg at du skal give Knausgård endnu en chance, evt. ved at lægge den lidt reducerende forventning om 'selvfremstillingsfiktion' på hylden og simpelthen læse 'Min kamp' som den roman den rigtigtnok er. Ja, når det kommer til stykket er vi nok meget enige alligevel....

Jacob Ulrich 5. december 2011 - 15:11

Hej Jacob. Selvfølgelig er det stærkt reducerende, at jeg kun fokuserer på Knausgårds selvfremstilling i dette indlæg, og ikke inddrager andre (mulige) kvaliteter ved hans romanprojekt. Men på den anden side, så indskriver Knausgård sig i '00ernes "tematisering", hvor selvfremstilling og autofiktion er omdrejningspunkt, og det er med afsæt i Knausgård, at jeg sporadisk (!) skitserer selvfremstillingen generelt (og dermed ikke specifikt Knausgårds roman). En fortælling kan (efter min overbevisning) sagtens have litterært potentiale og samtidig være selvfremstillende... Mht. Knausgård mener jeg dog, at det til tider bliver en anelse for navlebeskuende til min smag. Som jeg også skriver i mit indlæg (og som du også selv nævner), så vil litteraturen på den ene eller den anden måde altid være forankret i virkeligheden, og det skal den også fortsætte med! Jeg mener bare, at selviscenesættelse og selvfremstilling er blevet for dominerende på litteraturscenen. Det er på en måde blevet "for let" at skabe litteratur. For at være stærkt generaliserende: skriver man ikke en krimi, så indskriver man sin egen selvfremstilling gennem litteraturen. Det var spændende en gang, men nu er jeg klar til at byde en modreaktion velkommen.

Christine Granild Hansen… 5. december 2011 - 22:35

Forresten... Jeg fik bare lyst til at sætte fokus på forholdet mellem fiktion og nonfiktion, fordi jeg læste en artikel (og i den forlængelse en debat) i den norske avis VG, hvor diskussionen netop omhandlede de autofiktive forhold i Knausgårds romanprojekt, frem for at handle om den litterære kvalitet i romanen.

Christine Granild Hansen… 6. december 2011 - 0:24

Hej Christine. Nu kom jeg lige tilbage til denne tråd, som jeg aldrig fik fulgt op på. Jeg skrev mod slutningen at jeg nok egentlig var enig med dig alligevel - så hvis du blev lidt forvirret over min kommentar er det fuldt forståeligt :)

Det er fuldstændig rigtigt at megen af Knausgård-receptionen har været præget af ørkesløse diskussioner og halvkvalte pointer om det 'spændende' ved selvfremstillingen. Vi er fuldstændig enige på det punkt, nemlig at det langt hen ad vejen er spild af tid hvis ikke litteraturen i sig selv har noget væsentligt at bidrage med, eller i det mindste er velkomponeret. Derfor kunne det være fedt at høre hvad du egentlig mener om det indholdsmæssige, altså alle de overvejelser (som du kalder lidt for navlebeskuende) som fortælleren gør sig over 'kampen' for at få sig et meningsfuldt liv som forfatter? For mig at se er der visse paralleller til to tekster vi før har diskuteret, nemlig Duras' lille bog om 'At skrive' og Woolfs essay 'A room of one's own'. Kæmper Knausgård ikke også for at få skabt sig et rum hvor litteraturen kan udfolde sig - hvor der bliver plads til dén, midt i al den hverdagslige palaver omkring børn og parforhold? Ikke fordi jeg mener at Knausgårds 'kamp' er direkte sammenlignelig med den kønskamp der var afsættet for især Woolfs essay, men det er i min optik mere interessant at diskutere den implicitte kritik af samfunds- og familiestrukturer, der også figurerer i Knausgårds værk. Måske er der i virkeligheden en kønsmæssig 'bias' i læsningen af værket?

Jacob Ulrich 3. februar 2012 - 0:17

Hej Christine. Og så faldt jeg lige over denne artikel: http://www.aftenposten.no/meninger/En-kamp-for-det-forste-kjonn-6758483.... Jeg er tilsyneladende ikke den eneste der fornemmer en potentiel 'mandekamp' hos Knausgård :)

Jacob Ulrich 9. februar 2012 - 18:48

Hej Jacob. Tematikkerne om dannelsen af jeget og om formningen af jeget som forfatter er interessante, og normalt er det også tematikker, som jeg ynder at læse. Når jeg så alligevel ikke ynder det i forhold til Knausgård så skyldes det måske først og fremmest min tålmodighed som læser (dette bør jo ikke ligge forfatteren til last, men så alligevel). For hos Knausgård sættes min tålmodighed på prøve. Når han sidder med en kop kaffe (!) og (lomme)filosoferer over livet, sin far, sine skriverier, så bliver klichéerne lidt for tykke, synes jeg. De klichéer, som Duras forsøgte at undslippe i 'At skrive', praktiserer Knausgård til fulde. Jeg synes, at din linkede artikel er interessant at have in mente iht. Knausgård - den vinkling er jeg ikke stødt på før, men den er yderst relevant vil jeg mene. Jeg har tænkt Knausgårds værk i forhold til Hans Otto Jørgensens 'Hestenes øjne', hvor hovedpersonen kæmper for at blive et jeg i stedet for et a (det jyske jeg, som her opfattes som det ikke færdigstøbte jeg, det jeg, der lægger sig i forlængelse af familien og traditionen). Traumet, der ligger under romanen som en drone. Hovedpersonen i 'Hestenes øjne' får flået sit ansigt af - måske bliver romanen et forsøg på at (gen)skabe ansigtet? På samme måde som Knausgårds værk er et forsøg på at skabe et ansigt (som forfatter)? Tænker jeg, her fra min plads på læsesalen en tirsdag eftermiddag.

Christine Granild Hansen… 14. februar 2012 - 14:56

Hej Christine. Jeg har ikke læst Hans Otto Jørgensens bog, men det lyder det til at jeg skal. Nu er det jo svært at argumentere imod påstanden om at en forfatter (Knausgård) svælger i for mange klichéer - især hvis du ikke kommer med nogle konkrete eksempler derpå. Det er helt klart balancegangen mellem at skrive noget 'genkendeligt' eller noget 'almentgyldigt,' der gør at man nogle gange vurderer en forfatters skrift som klichéfyldt og andre gange som dybt original. Nu sendte du mig jo også en artikel fra Information (http://www.information.dk/293669) hvor noget af det samme er på spil. Her er det Knausgårds udpenslede lokumsbesøg der står for skud. "Vi skal så tæt på hverdagen som muligt, intet er for banalt, småt eller trivielt til at nævnes..." lyder det i artiklen, men for mig at se er dette ikke et særpræg ved Knausgård - ejheller et 'problem' ved hans prosa. Ja, selv Duras har da hverdagens banalitet som en konstant understrøm i hendes tekst. Problemet er derimod hvis man i disse hverdagsscenarier ikke kan fremlæse de større eksistentielle konflikter.

Jacob Ulrich 19. februar 2012 - 12:55

I øvrigt demonstrerer artiklen også glimrende vis hvordan selv 'dannede' litterater konsekvent afstår fra at skelne mellem forfatteren og fortælleren: "Men den hastigt skrivende Karl Ove Knausgård drømmer anakronistisk om at blive endnu én af de mange forfattere fra romantikkens gyldne århundrede." Det er tilsyneladende umuligt for de fleste læsere at trænge igennem den 'forstillelse' der er i Knausgårds værk. Kunne det ikke tænkes at Knausgård, i al sin skrivemæssige iver og udpensling af detaljer, i virkeligheden arbejder på at udstille 'fortælleren' som en særlig 'type', som et ironisk billede på det moderne menneskes besvær med netop at 'undslippe' klichéerne?

Jacob Ulrich 19. februar 2012 - 13:10

Øehm, vil lige pointere at min sidste kommentar ikke er møntet på dig, men på de reducerende fremstillinger som den nævnte artikel er et eksempel på :)

Jacob Ulrich 21. februar 2012 - 11:36