Jeg er en anden (kan du gætte hvem?)
Jeg er en anden (kan du gætte hvem?)
I 1980’erne opstod en konstant søgen efter nye roller for at udvide jegets grænser. ”Jeg er en anden”, som den franske digter Arthur Rimbaud udtrykte det, blev en aforisme for jegets tilstand, som mange tilsluttede sig, ikke mindst en af 80’ernes mest ikoniske digtere, Michael Strunge. For Strunge var tanken om jeget, som en fragmenteret størrelse, et uomgængeligt faktum, og hans digte er gennemsyret af maskespil, hvor jeget uafbrudt udspaltes i forskellige roller og identiteter, som det for eksempel er tilfældet i digtet ”Livets hastighed” (1978):
Skifter hurtigt
til ny forklædning
- jeg behøver forandringer
med livets hastighed
Skifter farve
anarkistisk kamæleon
- kaster masken
ændrer leveform
Hvem ved
ved hvad ens selv er lig?
- jeg er ligeglad
skaber selv mit selv.
Digtet åbner op for forvandlingens proces, hvor forskellige udspaltninger af jeget afløser hinanden, så dette hele tiden har muligheden for at omdefinere sig. Jeget er ikke længere en konstant, og erkendelsen af her af medfører, at jeget ud af et absolut intet må skabe sig selv igen og igen. Denne tankegang er ikke udelukkende knyttet til 1980’erne og postmodernismen, da den også kan ses hos den før omtalte Rimbaud, hos musikeren David Bowie og ikke mindst i 1960’ernes modernisme (med Hans-Jørgen Nielsens begreb om attituderelativisme som en vigtig kilde).
Litteraturen i 1980’erne er koncentreret omkring en identitetsopfattelse, hvor jeget skabes ud fra forestillingen om, at individet ikke rummer en fast kerne, der er forankret i subjektet, men at individet derimod indeholder forskellige roller, som det afhængig af konteksten kan udskifte efter behov. Det at have flere roller, som man iscenesætter over for hinanden, blev dermed en ny måde at opleve verden på, og den flygtige identitet blev altså ikke opfattet som en negativ betingelse men derimod som en åbning ud mod nye bevidsthedsformer, både i jeget, kunsten og poesien.
I dag er opfattelsen af identiteten stort set den samme som i 1980’erne, men i dag har vi andre muligheder for at skabe vores eget selvbillede. Her tænker jeg på internettet og den udbredte mediedækning. Før mennesket slog sig ned i byen var det et nomademenneske, der fysisk bevægede sig fra sted til sted. I dag er mennesket mentalt en nomade, der bevæger sig fra tilstand til tilstand gennem forskellige virtuelle og mentale platforme. Facebook og Twitter er adækvate eksempler på dette, fordi disse platforme bliver masker, som man kan holde frem for sig selv og for andre, og derigennem definere sig selv, som den man gerne vil være.
Det er desuden også værd at påpege den stigende interesse for realityprogrammer, der omhandler virkeligheden eller i hvert en iscenesat virkelighed, hvor almindelige mennesker er omdrejningspunktet. Dette skaber en følelse af, at virkeligheden først bliver vedkommende, når den udspilles gennem mediet, hvilket kan være en af grundene til, at mange dokumenterer sig selv via netop Facebook og Twitter efter mantraet om, at det først har været en god fest, når vi ser billederne. Det moderne menneske vil gerne bekræftes og accepteres, og dette sker nu via medierne, hvor livshistorien når ud til mange mennesker på kort tid. Jo større aktivitet der er omkring ens identitet, jo større bekræftelse får man i, hvor unik man er. Identiteten skabes subjektivt på samme måde, som Strunge praktiserede det, men i dag skabes den i højere grad gennem medierne og i medierne.
Problematikken omkring et kerneløst jeg oplever Michael Strunge i digtsamlingen Verdenssøn (1985), hvor hans identitetsspil kom så langt ud i sindets yderpoler, at det som følge deraf ikke kunne finde tilbage til sit selv. Det er derfor ikke uden konsekvenser, når vi dagligt ifører os forklædninger, for hvem er det egentlig, der gemmer sig bag masken? Er jeg sikker på, at jeg selv er klar over det? Er jeg sikker på, at andre kan gætte, hvem jeg er? For jeg har taget maske på, misk, mask, maske på, kan du gætte, hvem jeg er?
-
Materialer:
Relateret indhold
Kategorier
-
(201)
-
(153)
-
(34)
-
(0)
-
(28)
-
(13)
-
(9)
-
(4)
-
(8)
-
(343)
-
(7)
-
(8)
-
(2)
-
(23)
-
(21)
-
(5)
-
(49)
-
(160)
-
(105)
-
(24)
-
(166)
-
(93)
-
(3)
Seneste kommentarer
- Til Mette Fossing
Tak for din
2 uger 1 dag siden - Hvornår flytter man i det
3 uger 3 dage siden - fint initiativ. Gymnasiaster
4 uger 2 dage siden - Du skal have mange tak for
6 uger 1 dag siden - En dyr forglemmelse.
Lørdag
7 uger 2 dage siden - Hejsa
Som ivrig lørdagsbruger
7 uger 6 dage siden - Håber du må nye dit "otium"
8 uger 10 timer siden - Jeg har oprettet en
9 uger 2 dage siden - Jeg har en bog, som jeg gerne
9 uger 3 dage siden - Til Camilla Tranbjerg Hertz
10 uger 1 dag siden

Ingen har kommenteret dette indlæg – log ind for at skrive kommentarer.