Til www.aarhus.dk
Du er her

Har du mod på en ny og spændende litteraturoplevelse?

Har du mod på en ny og spændende litteraturoplevelse?

2 september 2011 af Lene Frandsen
Samvær, samtale og masser af gode fortællinger er kodeordene i en helt ny type læsegrupper på Aarhus Kommunes Biblioteker.

Fortællinger har altid været en vigtig del af menneskets forståelse af sig selv og verden omkring. Oprindeligt blev fortællingerne fortalt, og tilhørerne bidrog ofte hertil med fagter, replikker, etc. Det skabte et socialt nærvær, en følelse af at høre til og være med. Men de mundtlige fortællinger var også tit forbundet med særlige ritualer, og derfor ikke hverdagskost.

Da bogtrykkerkunsten blev opfundet og man begyndte at masseproducere bøger, blev fortællingen i højere grad et hverdagsfænomen, men også en individuel oplevelse. Læse blev noget, man gjorde alene. 

 

Den tradition har vi stadig. Vi læser, når vi vil have et roligt rum for os selv. I bedste fald er man med i en traditionel læsegruppe, men også her er selve læsningen en individuel oplevelse - det sociale aspekt indtræffer først, når man mødes for at diskutere det læste. 

 

I efteråret bryder Lokalbibliotekerne i Aarhus med læsningen som individuel oplevelse, og starter to læsegrupper baseret på højtlæsning. Den ene gruppe skal læse en roman og den anden gruppe skal læse noveller og digte.

I læsegrupperne læses der efter Læseforeningens metode guidet fælles læsning. Det betyder, at der vil være en læsegruppeleder til stede hver gang. Læsegruppelederen læser højt for deltagerne og undervejs gøres der holdt i teksten, for at give plads til spørgsmål, diskussion og refleksion. Det lægger op til en anderledes læseoplevelse, hvor det vigtigste ikke er analyser, men de samtaler og det samvær, som den fælles læseoplevelse giver. 

 

Læsegrupperne er en del af projektet Læselysten voks(n)er, som især bruger højtlæsningsgrupperne i forhold til socialt udsatte og/eller læsesvage grupper. Det er dog meget vigtigt at understrege, at denne type læsegrupper er for alle – uanset baggrund og kunnen.

I højtlæsningsgrupperne handler det nemlig om at dele læseoplevelsen og forholde sig til den sammen med andre. Et ”slow-reading”-initiativ, om man vil, hvor den gode fortælling, samtalerne og samværet med de øvrige deltagere er i fokus. 

Spørgsmål om og tilmelding til læsegrupperne kan rettes til projektmedarbejder Helle Wind Poulsen på Email hwp@aarhus.dk

image

Første læsegruppe er etableret.