Til www.aarhus.dk
Du er her

Stor tilslutning til Hovedbibliotekets filmaften om David Lynch

Stor tilslutning til Hovedbibliotekets filmaften om David Lynch

17 november 2011 af Julie Vinter
150 filminteresserede gæster mødte onsdag aften op til filmaften om David Lynch, hvor der blev indledt med en kort introduktion og afsluttet med filmforevisning af Lynchs postmoderne melodrama ”Wild at Heart” (1990)

David Lynch er kendt for at lave underlige film. Film der ikke går op og film, som måske af samme grund bliver ved med at fascinere publikum. Instruktøren fik sit gennembrud med spillefilmen ”Eraserhead” i 1977 og har siden lavet 9 spillefilm og en stor mængde kortfilm, skuespil, tv-serier, malerier og elektroniske musikalbum.

 

image

Han dyrker enkelte billeder, karakterer og scener i højere grad end en samlet fortælling og koncentrerer sig tematisk ofte om de mere dunkle sider af mennesket, som de fleste ellers skjuler bag et tykt lag kulturelt fernis. Derfor er der meget vold, sex, forfald, sygdom og alle mulige perversiteter i Lynchs film, og samtidig er der meget idyl. Ofte fremstilles idyllen som lille-byen, hvor alle stakitter er hvide og roserne aldrig visner eller som Hollywood, der for mange fremstår som den perfekte verden. Lynch viser os, at det er en fantasiverden, en hyggelig forestilling, og at man ikke behøver grave ret dybt før menneskets grimme sider springer frem.

 

Hvis du ikke nåede filmaftenen, men er interesseret i at vide mere om Lynch, kan du kigge nærmere på listen nedenfor, hvor vi har samlet et udvalg af bibliotekets bøger og film af og om David Lynch.

 

Vi kan desuden henvise til to af hans musikvideoer, der ligger frit tilgængeligt på Youtube, og som er lavet til to af hans musiknumre på albummet ”Crazy Clown Time”, der udkom i november 2010: "Good Day Today" og "I Know"