Til www.aarhus.dk
Du er her

Nu er det jul på din mobil!

Nu er det jul på din mobil!

28 november 2011 af Lene Frandsen
Kom i julestemning og få din helt egen julekalenderhistorie på sms hver dag op til jul. Der er både en sms-julekalender for unge og voksne og en sms-julekalender for børn fra ca. 10-12 år.

Julehistorie på en helt ny måde og en service fra Aarhus Kommunes Biblioteker.. Børnenes julekalender skrives af forfatterne Martin Glaz Serup og Hanne Kvist i fællesskab, mens Merete Pryds Helle skriver for de voksne!

SMS-julekalenderen startede sidste år som forsøg ved Aarhus Kommunes Biblioteker. I år er 38 af landets biblioteker gået med i projektet. Så faktisk har over 3 millioner danskere - store og små – i december nu mulighed for at få en julekalenderhistorie hver dag i 24 dage. Eller mere præcist: 3.200.000 kan frit følge med i juleløjerne!

Det er gratis, man skal blot betale alm. sms-takst for den ene SMS, der skal til for at tilmelde sig. Biblioteket betaler for julehistorien.

 

image

Kalder alle nisser! – sms julekalender for børn af Hanne Kvist & Martin Glaz Serup

“Kalder alle nisser. Vågn op Det er JM her.” Sådan begynder årets SMS-julekalender i 24 afsnit for børn. Denne julekalender er kun for børn! – Og det er jer, der skal hjælpe JM igennem en hemmelig julemission i december måned. Er I klar?

Send "SP AAKB NISSER" til 1277

 


Rød som sne – sms julekalender for unge og voksne af Merete Pryds Helle

SMS-julekalenderen for voksne ”Rød som sne” handler om Kevin, der er anklaget for at have andel i sin mors død. Han bliver sat i pleje hos Gitte og Tom af sin socialrådgiver Dhruv mens han har fodlænke på. Læs hvad det kommer til at betyde for dem alle fire på sms og følg med i deres fælles skæbne gennem 24 dage i december!

Send "SP AAKB SNE" til 1277

Husk at du altid kan afmelde dig ved at sende beskeden ”SP AFMELD”.

 

Vær med fra starten.