Til www.aarhus.dk
Du er her

Netværksrække 7: Monitizing Iphone and Android Games

Netværksrække 7: Monitizing Iphone and Android Games

14 april 2011 af Andreas Jæger
På netværksrækken tirsdag den 5. april fortalte Simon Møller fra Kiloo om afsætnings- og markedsføringsstrategier for spil til Iphone og Android. Ved denne netværksrække fortalte Simon Møller om fire forskellige måder mobilspilsudviklere kan afsætte deres spil på, og lidt om hvad det kræver at få succes som udvikler af mobilspil.

Simon Møller beskrev som sagt fire forskellige måder at afsætte mobilspil på: 0.99, Ad-funded, Premium og Freemium. Det er fire meget forskellige afsætningsmetoder, som har indflydelse på hvordan spillet markedsføres, og i sidste ende også hvordan spillet udformes. Overordnet understregede Simon Møller, at hvis man vil have succes som udvikler af mobilspil, er det vigtigste at spillet er godt! Mobilspil er en branche hvor spillet skal være godt, hvis der skal være nogen chance for at udvikleren kan tjene penge på det.

0.99 er kaldenavnet for de mobilspil der sælges til 0,99 dollars (cirka 5-6 danske kroner), fx Angry Birds eller Cut The Rope. Det er ofte små spil, med et meget begrænset omfang af interaktion (i Cut The Rope skal du fx bare skære et reb over). Derudover er det spil som ofte appellerer til masserne, fx ved at gøre brug af et simpelt og sødt grafisk design. Hvis denne form for afsætningsmodel skal lykkes, er det vigtigt at spillet fungerer perfekt, og har en fangende titel. Der er nemlig flere hundrede 0.99-spil, og derfor masser af konkurrence på markedet.

En anden form for simple spil er de spil der hører under kategorien Ad-funded, fx Paper Toss. Som navnet måske afslører, er det spil hvis indtægt kommer fra reklamer i spillet. Problemet med denne form for markedsføring, er at det kræver rigtig mange downloads, før reklame-indtægten er nok til at finansiere udviklingen af spillet. Desuden er der ligesom ved 0.99-spillene, masser af konkurrence på markedet, og der er en fare for at reklamerne i spillet kan ødelægge brugerens oplevelse.

Premium er nogle af de store mobilspil, svarende til det man kalder AAA-titler på konsollerne. Det er fx spil som Infinity Blade eller Resident Evil 4. Det er spil med god grafik og et godt gameplay – i det hele taget ”high-profile”-spil. Disse spil er dyrere at udvikle, og derfor løber udviklerne også en større risiko. Hvis man alligevel ønsker at løbe denne risiko, er det ifølge Simon Møller, vigtigt at spillet er pengene værd for forbrugeren. For at sikre at spillet bliver godt er det en god ide at planlægge udviklingen af spillet, og bruge nogle af de værktøjer som er tilgængelige for spiludviklere. Hvis spillet skal sælge er det desuden essentielt at det er en god oplevelse at spille. Grafikken skal derfor være helt i top, og spillet skal fungere upåklageligt.

Den sidste form for afsætningsmodel Simon Møller omtalte, er den type spil der kaldes Freemium, fx Gun Bros. Kendetegnet ved disse spil er at de er gratis at downloade og spille, men brugeren kan købe fordele eller ekstra materiale i spillet. Freemium kan altså ses som en slags butik, hvor spilleren kan spille spillet gratis, og selv vælge om han køber noget. Denne type spil er særligt interessante for spiludviklere da det er en mulighed for at lave et godt spil, hvor man løbende kan udvikle materiale, der kan give indtægt over en længere periode. Netop derfor er det relevant for udviklerne at undersøge spillernes adfærdsmønstre, for at finde ud af hvad de godt kan lide ved spillet, og i hvilken retning man skal gå med det ekstra materiale man udvikler til spillet.

Efter foredraget havde de fremmødte som sædvanligt mulighed for at netværke med hinanden. Her fik flere direkte råd fra Simon Møller, der delte ud af sine erfaringer fra spilbranchen.

Fra bibliotekets side siger vi tak for et spændende foredrag, der gav et indblik i hvordan spiludviklerne agerer indenfor en gren af spilbranchen, som stadig er forholdsvis ung. Næste netværksrække finder sted tirsdag den 3. maj. Her er titlen ”Spilbranchen wants YOU! – Iværksæt dit spil”. ClearCut Games kommer og fortæller om hvordan det er at starte en spil-virksomhed, og Væksthus Midtjylland vil give os et indblik i nogle af de kommunale og regionale tilbud til iværksættere.