Til www.aarhus.dk
Du er her

Musikfilm

Musikfilm

12 januar 2012 af Lisbeth Overgaard Nielsen
Filmbyen Aarhus inviterer til et spændende musikrelateret filmprogram i forbindelse med Musik Aarhus Festival

 

I forbindelse med Musik Aarhus Festival 2012, byder Filmby Aarhus på spændende arrangementer.

 

Aarhus’ fire regionale spillesteder, Atlas, Radar, Train og Voxhall ønskede efter den vellykkede festival i januar 2011 at inddrage flere af byens kulturaktører i årets festival. Og den interesse vakte genklang. Så udover bands på scenen, kan Musik Aarhus Festival byde på to udvidelser.

 

Den Vestdanske Filmpulje og Filmby Aarhus er første nye partner. Over to dage, 17. og 18. januar, viser vi derfor et spændende, musikrelateret filmprogram i Filmby Aarhus. Udgangspunktet er de såkaldte Aarhushistorier, som Aarhus Festuge stiller til rådighed, og som akkompagneres af PowerSolo-formanden Kim 'Kix'. Aarhushistorierne er resultatet af et utraditionelt samarbejde mellem instruktører og sangskrivere. Som et slags poetisk manuskript erstattes en films traditionelle manuskript med en sang, som kommer til at fungere som udgangspunkt for de tre til ti minutter lange kortfilm.

 

Kunstnere som Jørgen Leth, Rutger Hauer, Under Byen, Peter Sommer og Thomas Blachman har været involveret i filmene. Også spillestedet V58 sagde ’ja tak’ til invitationen om samarbejde. Så publikum kan lørdag den 21. januar nyde en efterfest på V58 med et saftigt musikprogram sammensat af V58. Klokken 23 slås dørene op, og bag DJ-pultene finder man blandt andre Djuna Barnes, Andreas Lemche og Lasse Dearman. Derudover leverer The Echo Vamper efter sin koncert på VoxHall et toptunet DJ-sæt.

 

Grundidéen med Musik Aarhus Festival er at præsentere århusianerne for ny og interessant århusiansk musik og musikrelateret kultur, der fortjener et større publikum.

 

Koncerter, film og fest har alle fri entré; en gave fra arrangørerne til publikum. Festivalen finder sted på byens spillesteder og i Filmby Aarhus fra 12. januar til 21. januar.

 

For program og mere info se: musikaarhus.com