Til www.aarhus.dk
Du er her

Skal du have ord i kaffen?

Skal du have ord i kaffen?

18 august 2010 af Søren Holm
- del læseoplevelsen med din nabo. Litteraturen giver hver dag masser af mennesker tankevækkende oplevelser. Men læsning er en ensom affære. Derfor opfordrer Århus Kommunes Biblioteker og Læseforeningen alle i Århus til at invitere naboen til eftermiddagskaffe og en snak om gode bøger den sidste lørdag i festugen.

Formålet med eventen er at bringe århusianerne sammen og gøre de gode læseoplevelser fælles. I ugerne op til og under festugen kan du på dit lokale bibliotek hente bøger, Merrild Kaffe og fortrykte invitationer til naboerne. Du kan også få inspiration til, hvordan eftermiddagens bogsnak kan forløbe.

Sådan taler vi om bøger
Der er mange måder at tale om bøger på. Så nær naboerne inviteres indenfor til det store kaffe- og ordbord, kan samtalen serveres på flere forskellige måder.  Man kan give hinanden anbefalinger af bøger, som man holder særlig meget af. Eller snakken kan  forme sig som et læsekredsmøde, hvor en bog alle har læst på forhånd diskuteres.

En tredje mulighed er, at deltagerne skiftes til at læse højt for hinanden og altså ikke forbereder sig hjemmefra. Denne metode er inspireret af Læseforeningen og målet er her at bringe folk sammen om selve læseoplevelsen, og ikke blot den efterfølgende refleksion. Fordelen er i øvrigt, at man ikke behøver forberede noget hjemmefra.

Skal du have ord i kaffen?
Lørdag d. 4. september / kl. 14.00
Bøger, kaffe og inspiration kan hentes på biblioteket

Læseforeningen sætter ord over
Som optakt til den fælles læseevent den 4. september, afholder læseforeningen i samarbejde med Århus Kommunes Biblioteker 4 introducerende læsegruppemøder for alle intresserede.

Mette Steenberg er forsker og bestyrelsesformand for Læseforeningen. Ifølge hende lægger litteraturen op til et fællesskab, hvor der ikke er forskel på høj og lav.

"Vi kan alle øge vores livskvalitet ved at indgå i de meningsbærende fællesskaber, som litteraturen inviterer os ind i, og hvor vi alle er ligestillede”, siger Mette Steenberg.

Deltag i foreningens åbne læsegrupper, som finder sted fire gange i løbet af festugen. På Risskov bibliotek den 2. september kl. 10-11 (OBS på engelsk) og 16-17 og på Viby bibliotek den 3. september kl. 10-11 og 16-17.Tilmelding til læseforeningens bestyrelsesformand Mette Steenberg på laeseforeningen@googlemail.com 
Fri entré

Yderligere oplysninger hos undertegnede eller på www.aakb.dk/ordikaffen

Se hele bibliotekets litterære festugeprogram på www.aakb.dk/festugen

Med venlig hilsen

Lise Kloster Gram
Litteraturkonsulent for Århus Kommunes Biblioteker