Til www.aarhus.dk
Du er her

Århus Kommunes Biblioteker lancerer ny brønd af viden

Århus Kommunes Biblioteker lancerer ny brønd af viden

5 marts 2010 af Søren Holm
Byens biblioteker vil dele viden og ressourcer med borgere og andre biblioteker på en ny hjemmeside udviklet i en moderne fælles OpenSource databrønd Mandag d. 8. marts markerer Århus Kommunes Biblioteker sig igen som et af landets førende. Det sker når bibliotekernes nye hjemmeside - fyldt med Web 2.0 funktioner - ser dagens lys. Dermed får de 10.000 lånere som hver dag logger sig ind på www.aakb.dk nye unikke muligheder for at komme i dialog med bibliotekspersonalet via nettet.

Fremover får man ikke bare en mere effektiv søgning af såvel de fysiske som de digitale ressourcer, man kan også kommentere indlæg, trække på RSS-feeds og på sigt designe sin helt egen biblioteksprofil.

”Nøgleordene for den nye hjemmeside er formidling, inspiration, enkelhed og brugervenlighed. Jeg er meget tilfreds med resultatet, og at der lagt op til et produkt som alle landets biblioteker sammen kan få glæde af og udvikle videre på til gavn for borgerne. Dermed er bibliotekerne endnu engang med til at vise vejen,”
udtaler rådmand for Kultur- og Borgerservice i Århus Kommune, Marc Perera Christensen (K).

Forvaltningschef i Borgerservice og Biblioteker Rolf Hapel har også store forventninger til bibliotekernes nye hjemmeside, som for alvor vil bringe bibliotekarernes viden i spil:
” Fremover kan anbefalinger af nye bøger, film, musik eller netressourcer som vore medarbejdere formidler via nettet genbruges af biblioteker i f.eks. Thyborøn eller Sorø og vice versa. - Så den nye hjemmeside bliver virkelig til gavn for hele Danmark. Vi går fra en-til-en-dialog og til en en-til-mange-dialog med brugerne, og det forventer jeg mig meget af.”

”Den nye hjemmeside, og teknologien der ligger under, giver os helt nye muligheder for at nå brugerne. Hvor vi på den gamle hjemmeside var begrænset til at kunne vise vores beholdning af fysiske materialer – bøger, CD’er, film m.v. – har vi nu mulighed for også at vise vores mange fine elektroniske ressourcer. På den måde vil hjemmesiden kunne give en anbefaling til et elektronisk alternativ til f.eks. en bog der er udlånt”


Hjemmesiden er første resultat af et samarbejde imellem Dansk Bibliotekscenter, Københavns og Århus Kommunes biblioteker – et projekt der kaldes TING, fordi det i netop understøtter en lang række af de mange ting, som bibliotekerne har efterspurgt gennem lang tid. Allerede inden premieren har flere andre biblioteker herunder Gentofte, Kolding, Åbenrå og Helsingør meldt sig som partnere i det videre udviklingsarbejde, hvor målsætningen er, at blive intet mindre
end ”state of the art” indenfor bibliotekssøgning.

Yderligere informationer om ÅKB´s nye hjemmeside kan fås hos:
Bo Fristed, chef for ITK, fristed@aarhus.dk  – Tlf. 20142612
Gitte Barlach, Scrummaster ITK, gba@aarhus.dk  -
89409428/29204289

Kommentarer

Tillykke med den nye hjemmeside - den er bare flot og spændende - jeg har haft stor glæde af den gamle hjemmeside; og nu glæder jeg mig rigtig meget til at lære den nye at kende til fulde og at komme i gang med at bruge den, det er virkelig fantastisk, for der er jo så mange funktioner og muligheder at det er lige ved at tage pusten fra mig, men så har jeg jo "mine" kære bibliotekarer lige ved hånden, dem har jeg altid brugt meget, når jeg har været fysisk tilstede på 'Biblo' - "rigtige" bibliotekarer bliver aldrig overflødige i et velfungerende samfund - den fagre nye elektroniske verden kan trods alt ikke erstatte al menneskelig virksomhed. Kærlig hilsen Sonja

Anna Sonja Karmark Pedersen… 11. marts 2010 - 12:26

Det var dog den mest gnidrede grafik jeg længe har set. De blå tekst linier virker ikke godt. Om selve søgemaskinen er bedre ved jeg endnu ikke , men overskueligt virker det ikke ligefrem i forhold til den"gamle" side. Med venlig hilsen Lasse

Lars Schifter Mogensen… 12. marts 2010 - 1:29